Longtail-transport

Efter nogle dage på Ko Lanta er vi nu kommet til vores sidste destination i Thailand: Railay.

Aftensmaden i forgårs (den sidste på Ko Lanta) blev spist samme sted som aftenen før – og endnu engang var både mad og betjening i top. Så hvis man kommer til området, kan restauranten på ”Dream Team Ressort” varmt anbefales.

Efter aftensmaden slappede vi af på terrassen, inden vi lagde os til at sove. Man bliver træt efter en hel dag i solen.

I går skulle vi så forlade vores værelse med den fantastiske udsigt. Efter at have nydt den en sidste gang, var det blevet tid til at checke ud. Det meste af det, vi havde spist på hotellet, var kommet på værelsesregningen – så det var om at checke den godt.

Det var dog ikke der, at der var fejl. Det var der til gengæld, da vi var ved at komme til at betale for en nat ekstra. Samtidig havde de også lige glemt at fratrække vores depositum på 30 %. Alt i alt en regnefejl til lidt over 1.000 kr. Så betød det knap så meget med de to sodavand i minibaren, der ved en fejl også var sat på regningen.

Men man kunne dog ikke være sur, for ejeren var noget af det mest søde – og meget undskyldende. For sød, kunne man måske indvende – for hun kunne simpelthen ikke sige nej (heller ikke til to gæster fra Sverige, som med meget kort varsel fandt på, at de ville holde bryllup på stranden). En lidt hårdere chef havde nok været gavnligt for stedet – ikke mindst i forhold til at få sat lidt fut i personalet.

Da hotellets chauffør af en eller anden grund ikke var der til at køre os til færgen, tilbød ejeren selv at gøre det. Det tog dog lidt tid, før hun kunne løsrive sig fra alle de andre gøremål (mens hendes mand bare tøffede rundt og hyggede sig). Men endelig kom vi af sted – i god nok tid til at nå færgen til Railay.

Efter en sejltur på knap to timer lagde vi til ud fra Railay, hvorfra vi blev hentet i en mindre longtailbåd, der kunne sejle os næsten ind til stranden (det sidste stykke måtte vi gå i vand til lidt under knæene).

Railay er ret speciel, idet stedet faktisk er en del af fastlandet, men der er ingen veje hertil (pga. de omkringliggende klipper). Derfor foregår alt transport med longtailbåde – hvilket gør stedet forholdsvis isoleret. Det betyder dog ikke, at der ikke er mange turister – men det er alligevel ikke så overvældende som f.eks. Ko Phi Phi (og slet ikke som Patong).

Inde på stranden viste et skilt 70 meter til vores hotel ”Railay Princess Resort & Spa” – men efter at have slæbt vores bagage i de godt 30 graders varme, kunne vi konstatere, at de vist ikke havde været så gode til at måle op. Der var væsentlig længere.

Men endelig nåede vi frem og fik vores værelse – et udmærket sted med alt hvad der skal være (og langt væk fra hotellets generator, som vi havde bedt om). Desværre er der byggeri på nabogrunden – men man kan jo ikke få det hele. Og de er heldigvis kun i gang mellem 8 og 17.

Vi kom hurtigt i badetøjet og hoppede i poolen – hvorefter vi slappede af på et par liggestole i en times tid. Efterfølgende var det blevet tid til solnedgang på Railay West stranden (der ikke så overraskende vender mod vest). Efterfølgende spiste vi på en restaurant lige ud til stranden – hvilket ikke var den helt kulinariske oplevelse. Marianne fik en kedelig fisk, og jeg fik krabber, der på ingen måde kan leve op til dem, man kan få fra Vesterhavet.

Hvor Railay West er en flot sandstrand, er Railay East (der ligger et par hundrede meter på den anden side af en smal tange) mere mudret. Det er da også her, de billigere (men ofte også hyggelige) steder ligger – hvilket vi kunne konstatere, da vi gik derover. Mens Railay West er domineret af ressorts, er Railay East fyldt med hyggelige barer og små butikker.

Det havde dog været en lang dag, så kort tid efter gik vi hjem i seng.

Nattesøvnen blev dog ikke helt god, for madrassen var temmelig hård (eller fast, hvis man skal sige det på en lidt pænere måde). Samtidig var puderne ekstremt tykke, så man nærmest lå med hovedet i en 90 graders vinkel. Heldigvis kunne man bruge nogle pyntepuder i stedet – selvom det heller ikke var den optimale løsning. Men i aften har vi en anden plan, der bl.a. involverer en tredje dyne. Forhåbentlig er det bedre.

Railays sidste strand, Hat Phra Nang besøgte vi i dag, da vi havde hørt, at det skulle det være det bedste sted at snorkle. Sjovt nok havde jeg været samme stedet for godt ti år siden, på en endagstur fra Krabi – men jeg havde nu lidt svært ved at kende det.

Stranden er uden tvivl også Railays flotteste – hvilket en del andre også havde fundet ud af, så den var ret overfyldt. Mange turister fra Krabi og Ao Nang tager hertil på endagsture.

Desværre var sigtbarheden ikke så god, så der var ikke så meget at se på under vandet. Men vi fik svømmet os en god tur (bl.a. tilbage til Railay West). Så i det mindste fik vi lidt motion ud af det.

Efter frokosten på vores hotel, lagde vi os igen ved poolen – og storsvedte. Det er ikke nemt at smøre solcreme ud, når man konstant er badet i enten vand fra poolen eller sved (bortset fra de få minutter, hvor man er tør og endnu ikke sveder).

Her til aften har vi endnu engang set solnedgang – og efterfølgende spist på en restaurant på Railay East. Det var et hyggeligt sted – lige indtil de satte en film på storskærmen og skruede op for lyden. Sjovt som de tror, at de både kan være bar, restaurant og biograf.

Vores gæt er, at de ikke vil få mange gæster, efter filmen er gået i gang – hvilket vi da også blev bekræftet i, da fire gæster, som allerede havde fået menukort, valgte at gå igen. En amerikansk actionfilm er ikke lige den bedste stemningsskaber.

I morgen er vores plan at forsøge at hyre en longtail-båd, der kan sejle os til ”Chicken Island”, hvor der skulle være helt fantastisk at snorkle. Forhåbentlig lykkes det – men ellers finder vi nok på noget andet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.