Ned til varmen

Pyh, det er blevet varmt. Efter at have opholdt i forårsagtige temperaturer i Taiwan, er vi nu kommet til Sydvietnams stegende hede (på et stykke over 30 grader).

Vores sidste dag i Taipei startede med, at jeg ikke var forkølet. Og det var noget af en befrielse i forhold til de sidste dages øjne, som løb i vand.

Derfor havde jeg også meget mere overskud til at tage på sightseeing. Men inden vi tog af sted, skulle vi lige have vasket det sidste tøj.

Derefter tog vi metroen til Taipei 101 – det 508 meter høje tårn, der i mange år var verdens højeste (nu slået af bl.a. Burj Khalifa i Dubai).

Man kan ikke komme helt til toppen i tårnet. Men 91. etage var nu også højt nok til at få en godt overblik over Taipei. Derfra kunne vi se, at det var noget diset – men ikke fra skyer. Nej, det var fra smoggen over byen. Og det var endda på en dag, hvor sigtbarheden blev angivet som ”god”.

Da vi kom ned igen, spiste vi frokost i centret under tårnet. Og bagefter gik vi en tur i området. Her kunne vi konstatere, at det var en noget mere moderne del af Taipei end den, som vi selv boede i. Her var der glas og stål – og bredde gader. Og ikke gammelt betonbyggeri og smalle gyder som i vores bydel.

På vejen til metroen var vi forbi en kæmpe boghandel. Men da det hele var på kinesisk, var vi hurtigt ude igen.

Vi tog dog ikke metroen helt hjem. I stedet steg vi af i nærheden af en Hello Kitty restaurant. Her var temaet meget gennemført – og faktisk smagte både kager og milkshakes ret godt (i forhold til LEGO-restauranten, som vi havde besøgt tidligere).

På vejen kom vi igennem det kreative område, som vi også havde oplevet den første dag. Og da det var søndag, var der fyldt med mennesker.

Vel hjemme igen satte vi MGP på tv’et. Og så blev der ellers hygget med musik og masser af slik, inden pigerne blev lagt i seng.

I mandags var det så blevet tid til at forlade Taipei og tage videre til Hualien. Turen dertil foregik med tog – og efter lidt besvær fandt vi den rigtige perron. Det var dog ikke helt nemt, for under stationen er der et virvar af gange – og en del forvirrende skilte (der dog trods alt også står på engelsk).

Toget kørte på minuttet (her er noget at lære, DSB). Og efter lidt over to timers kørsel, var vi i Hualien – igen lige på klokkeslettet. Fra stationen tog vi en taxa til vores hotel Chateau de Chine.

Værelset var ikke helt klar, så vi tog et kig på byen – hvilket var meget hurtigt overstået. For der var ikke meget andet end en 7-Eleven.

Heldigvis var vores værelse hurtigt klar, og mens pigerne hyggede på værelset, fik Marianne og jeg handlet i en nærliggende supermarked (som vi havde fået øje på fra vores værelse). Senere spiste vi aftensmad på hotellet. Og så sov alle tidligt.

Formålet med at tage til Hualien var at besøge den nærliggende nationalpark Taroko Gorge. Dagen før havde vi bestilt en taxa. Og det var et fint valg i forhold til en bustur – selvom vores chauffør kun snakkede lidt engelsk (hvilket dog var mere end så mange andre i Taiwan).

De næste otte timer kørte vi rundt i området (en tur som i alt kostede os godt 900 kroner). Vi startede ude var kysten, hvor der var en flot udsigt – inden vi kørte ind i selve nationalparken.

Her havde vi en del stop, hvor vi kunne nyde den flotte natur. Eneste minus var, at det regnede noget. Alligevel var vi ude at gå to gange – bl.a. til et vandfald, hvor man skulle over en hængebro (hvilket var turens højdepunkt for Vilde og Frida).

Til sidst var alle godt trætte. Og oven i det havde Marianne ”overtaget” min forkølelse. Så den sidste gåtur på godt 40 minutter blev droppet. Og efter aftensmaden på hotellet var alle klar til at sove.

Dagen efter skulle vi videre igen. Så efter morgenmaden og lidt pakning blev vi kørt til stationen af hotellet. Herfra tog vi et tog til Taipei. Og ud over vi var ved at stige af på den forkerte station, så gik det fint.

Fra Taipei tog vi den nybyggede metro til lufthavnen. Faktisk var den åbnet for offentligheden fire dage tidligere – og var altså ikke i funktion, da vi kom til Taiwan. Men det gik rigtig nemt – og skal nok blive en succes i forhold til transport mellem lufthavnen og centrum.

Vi var i god tid i lufthavnen, så vi måtte vente lidt på checkind. Og bagefter spiste vi noget aftensmad, inden vi satte os til rette ved gaten. Det havde Marianne specielt glædet sig til, for hun var sløj – sandsynligvis en blanding af forkølelse og udmattelse.

Flyet var en halv time forsinket – hvilket nok var billigt sluppet. For flyselskabet Vietjet Air er berygtet for ikke at flyve til tiden. Så klokken 19.30 fløj vi mod Ho Chi Minh City i Vietnam.

På vejen sov Marianne og pigerne lidt i flyet. Og klokken 22.15 (23.15 Taiwan-tid) landede vi – med 45 minutters forsinkelse.

Vi var hurtigt igennem paskontrollen – bl.a. fordi vi ikke skulle udfylde de tåbelige kort, som man ellers ofte skal. Faktisk havde vi visum hjemmefra, fordi vi skal være i Vietnam i mere end to uger.

Og så var det bare at vente på vores kufferter – sammen med en masse utålmodige vietnamesere.

Hvor folk i Taiwan pænt havde stået i kø og taget hensyn til hinanden, galt det for vietnameserne tydeligvis om at komme først. Det havde vi allerede oplevet i flyet, hvor jeg fik en kuffert i ryggen, da en utålmodig kvinde åbenbart skulle have sin kuffert ud af bagageboksen – uden at kunne styre den.

Så det var noget af en kulturforskel i forhold til de meget hensynsfulde taiwanere – som på ingen måde havde været så ”kinesiske”, som vi havde frygtet. Når det er sagt, så er folk faktisk rigtig flinke her i Vietnam (bare ikke til at stå i kø).

Taxaturen til vores hotel tog heldigvis ikke så lang tid, da lufthavnen ligger tæt på centrum. Vi kunne dog stadig fornemme på den korte tur, hvor hektisk en storby Ho Chi Minh City er.

Da vi kom frem til vores hotel Sherwood Residence fortalte de os, at vi var blevet opgraderet fra 2 soveværelser til 3 soveværelse – hvilket betød en kæmpe lejlighed på 143 m2. Det var noget af en kontrast til de fleste af de hoteller, vi ellers indtil nu har boet på.

Efterhånden var det blevet meget sent – og alle var trætte efter en lang dag. Så der gik ikke lang tid, før alle var i seng.

Vores første dag her i Vietnam blev stille og rolig – hvilket var helt efter planen. Vi sov længe og bagefter spiste vi frokost på hotellet. Og det blev ikke sidste gang, for maden var god og betjeningen meget venlig.

Bagefter handlede jeg, mens Marianne og pigerne tyvstartede ved poolen. Og sidst på eftermiddagen gik vi lidt ud og kiggede i nabolaget – hvor vi også spiste aftensmad (der dog ikke var nær så god som på hotellet).

I forgårs skulle vi så på sightseeing i byen. Først sov vi dog længe, og bagefter spiste vi frokost på hotellet – inden vi gik af sted.

Planen var at besøge War Remnants Museum – et museum om Vietnamkrigen. Her holdt de dog af en eller anden mærkelig grund siesta. Så i stedet gik vi over til en nærliggende park og brugte lidt tid, inden vi gik tilbage til museet.

Museet bestod først og fremmest af en masse fotos fra krigen – med billedtekster under. Alle teksterne var rent propaganda – og meget ensidige (ingen tvivl om hvem som vandt krigen). De fleste af teksterne virkede som rent gætteri – det var i hvert fald ikke tydeligt, at det teksten beskrev, også rent faktisk var det, som der skete på fotoet.

Så på os havde det lidt den modsatte effekt – vi blev skeptiske i forhold til det, som helt sikker havde været grimme forhold under krigen. Men nordvietnameserne har nok heller ikke været de rene engle.

Efter museumsbesøget gik vi tilbage til hotellets pool. Og her var vi til først på aftenen, hvor vi spiste på hotellet, inden det var sovetid.

I går skulle vi så op allerede klokken 6 for at se mere til Vietnamkrigen – nu i form af Ci Chu tunnelerne godt 40 kilometer fra Ho Chi Minh City.

De fleste tager en bustur dertil. Men vi havde fundet ud af, at man også kunne sejle. Og det viste sig at være en rigtig god idé – langt mere behageligt end at sidde i en bus.

Turen foregik i speedbåd. Og på turen, der tog fem kvarter, fik vi serveret morgenmad – og kunne ellers nyde udsigten fra floden.

Fremme ved tunnelerne startede vi med endnu en propaganda-video. Men derfra var det faktisk rigtig spændende. Vi gik rundt i området og så, hvordan det hele havde fungeret.

Bl.a. så vi de forskellige måder, hvorpå indgangene havde været kamufleret. Og vi så også de grimme fælder, der var blevet brugt til at såre amerikanerne.

Da systemet var på sit højeste boede der 16.000 mennesker nede under jorden – ofte i måneder ad gangen. De spiste og sov her. Og der blev også født babyer under jorden – som dog med det samme kom til en nærliggende landsby, så deres gråd ikke skulle afsløre skjulestedet.

Til sidst havde amerikanerne dog sønderbombet stedet, så kun 6.000 havde overlevet – mens 10.000 var døde.

Efter at have gået rundt i området, kom vi til en skydebane – hvor der var mulighed for at skyde med nogle af de våben, der var blevet brugt under krigen. Og jeg blev nødt til at leve min indre drengerøv ud og skyde med et AK47-gevær. Så for 150 kroner fik jeg lov til at affyre 10 skud.

Turen i området sluttede med, at vi fik mulighed for selv at komme ned i tunnelerne – der dog var udvidet en smule for turisternes skyld. Alligevel var det noget hårdt at bevæge sig de kun 20 meter igennem – da det foregik nede i knæ. Pigerne var dog vilde med det – men de kunne jo også gå (næsten) oprejst.

Inden vi sejlede tilbage igen, spiste vi frokost på en restaurant ved tunnelerne – hvor maden faktisk var god (og ikke så turistet som den ellers ofte er sådan et sted).

Da vi kom tilbage til hotellet, var vi en tur i poolen. Bagefter fik Frida lavet en del skolearbejdet – noget som er blevet noget forsømt på det seneste. Og så spiste vi endnu engang aftensmad på hotellet.

I dag har vi så haft vores sidste hele dag her i Ho Chi Minh City. Dagen startede med at vi fik samlet 10 kg ting sammen, som vi gerne ville have sendt hjem – en god blanding af tøj, guidebøger, souvenir samt en række andre ting. Det tog vi med til det nærliggende posthus.

Bagefter gik vi til Reunification Palace – stedet hvorfra sydvietnameserne styrede slaget mod nordvietnameserne. Og det var også her, hvor en kampvogn smadrede igennem porten – hvorefter præsidenten fra Sydvietnam overgav sig.

Det hele stod som den gang – med møderum, repræsentationsrum, private værelser og ikke mindst bunkerne under jorden. Det var ret sjovt at opleve sådan en tidslomme.

Bagefter spiste vi frokost på en restaurant i nærheden, inden vi gik hjem – og lige nåede en time ved poolen. Dagen sluttede med X-Factor på tv’et, inden pigerne blev lagt – og vi gik i gang med at pakke.

I morgen går turen så videre. Her skal vi køre i omkring fire timer, hvorefter vi går ombord på en båd, der skal sejle os rundt på Mekong-Floden i tre dage.