Nu med sne

Det kom ikke som den helt store overraskelse, at temperaturen var noget lavere i Bhutan end i de andre lande på vores rejse. Og vi vidste også godt, at det ville blive koldt om natten. Men vi havde nu alligevel ikke forestillet os, at vi skulle opleve snevejr her på vores rejse.

Lørdag i sidste uge var der dog ikke noget sne på vej – hvilket var godt. For her skulle vi på sightseeing i Thimphu og omegn. Så efter at vi havde spist morgenmad, blev vi hentet af vores guide på hotellet.

Første stop krævede dog ikke noget køretøj. For det var stupaen King’s Memorial Chorten, der lå lige over for vores hotel. Faktisk havde vi haft en rigtig fin udsigt til den fra vores værelse – hvor vi kunne se en masse mennesker gå rundt og rundt om stupaen.

Nu kunne guiden så fortælle os, at det var et religiøst ritual, der helt grundlæggende skulle tælle positivt i ”livets regnskab”. For i buddhismen er det således, at du kan gøre gerninger, der tæller negativt og gerninger, der tæller positivt. Og afhængig af, hvad saldoen i den sidste ende lyder på, når du dør, vil du enten blive genført som et laverestående dyr eller en kommende, succesfuld person.

Så ved at gå rundt om stupaen op til 108 gange, kan du sætte ind på din livskonto. Og de samme kan du, ved at dreje på et bedehjul. Både gåturen og bedehjulet skal i øvrigt være med uret for at virke.

En anden mulighed er at tænde smørlys – efter en betaling på fem kroner for de mindste (og op til flere hundrede kroner for de største). Og for en sikkerheds skyld investerede vi også i fire små lys, så vi kunne få lidt plus på kotoen.

Efter templet tog vi videre til et museum, der fremviste et typiske buthanesisk hus bygget i gammeldags stil. Det vil sige med plads til dyrene i bunden, mennesker i midten og hø øverst. Alt sammen bygget af mudder og strå.

Her prøvede vi i øvrigt også Bhutans nationalsport bueskydning – noget der viste sig ikke at være helt nemt. Heller ikke for vores guide.

Næste stop var en zoologisk have – der viste sig at være ret sølle. I hvert fald var der kun meget få dyr – som man kun kunne se på lang afstand igennem et tykt hegn.

Så var det blevet tid til endnu en kedelig, smagløs frokost. Heldigvis fik vi dog en muffin til dessert – der hurtigt blev udnævnt til dagens festmåltid for at fejre, at Vilde med Bhutan havde rundet 50 lande. Den helt store fejring må vente til et andet tidspunkt med flere dessert-muligheder.

Efter frokosten kørte vi opad for at se en kæmpe Buddha-statue på over 50 meter, der skuede ud over byen. Statuen var bygget af en rigmand fra Singapore, som sjovt nok ikke havde nogen som helst forbindelse til Bhutan. Han havde bare bygget den for at sætte pluspoint ind på livets regnskab.

Næste stop var en papirfabrik, hvor der blev lavet papir på gammeldags vis. Og sidste stop var så fortet Tashi Chhoedzong, hvor der var en del flere mennesker end ved det fort, som vi havde set i Paro.

Der var dog stadig på ingen måde overfyldt – og heller ikke nogen store, larmende grupper med kinesere. Faktisk har fraværet af højrystede turistgrupper uden fornemmelse for god opførelse været det bedste ved at rejse i Bhutan.

Næstsidste stop var det lokale weekend-marked, hvor vi fik forsynet os med popcorn, ærter, chili og ikke mindst en sjov metalske.

Inden vi kørte tilbage til hotellet, var vi også forbi det lokale bueskydningsstadion – for at lære, hvordan man også kan håndtere en bue. Her kunne de faktisk til tider ramme skiven 160 meter væk.

Og efter en lang dag med sightseeing var det så endelig blevet tid til at tage tilbage til hotellet. Her kunne vi så slappe lidt af, inden vi blev hentet igen klokken 18.30.

For dagens oplevelser var nemlig ikke slut. I stedet skulle vi mødes med ejeren af det bureau, som vi havde booket turen igennem.

Hvis vi skulle være helt ærlige, havde vi nok mere lyst til at spise selv på hotellets restaurant. Men det viste sig faktisk at blive en rigtig hyggelig aften.

På restauranten, der lå i et originalt hus, blev vi placeret på gulvet ved et lavt bord. Og så blev der serveret en masse lokale retter, der faktisk smagte af noget.

Imens vi spiste dem, kunne vi så snakke med ejeren, der viste sig at være rigtig flink – og også både vidende og interesseret i Danmark. Blandt andet kunne vi blive enige om, at Bhutan og Danmark på mange måder havde en del til fælles – selvom traditioner, religion, landskab osv. var meget forskelligt.

Selvom det var lidt anstrengende at skulle føre en samtale på engelsk – og der også til tider var lidt akavet tavshed, blev det meget bedre end forventet. Og vi roste også pigerne bagefter for at have opført sig rigtig pænt – selvom det må have været enormt kedeligt.

Efter masser af mad samt både almindelig te, te med smør og lokal brændevin var det ved at være tid til at tage afsked. Inden vi tog af sted, havde ejeren dog lige en gave hver til os. Og så var det tilbage på hotellet for at sove – efter en lang dag.

Næste dag skulle vi så videre. Derfor ringede vækkeuret klokken 7 – og klokken 8 var vi klar til morgenmaden. Det blev dog lidt af en udfordring.

For til forskel fra dagen før så blev der ikke serveret buffet. Faktisk blev der nærmest ikke serveret noget som helst. I hvert fald tog det enormt lang tid, før vores mad endelig kom. Og derfor var vi i tidsnød i forhold til vores mødetid med guiden klokken 9.

Men vi kom af sted næsten til tiden – og kunne køre videre mod Punakha, der var næste stop på vores guidede tur igennem Bhutan.

På vejen skulle vi over bjergpasset Dochula i 3.150 meters højde – hvor der var noget køligt. Det fik vi at mærke, mens vi gik rundt og kiggede på de 108 stupaer, der var bygget der.

108 betyder i øvrigt uendeligt i en buddhistiske tro. Hvorfor det lige præcis er 108, lykkedes det os aldrig helt at finde ud af – ud over at cifret 8 står for uendeligt (hvis man lægger det ned).

På bjergpasset fik vi også te sammen med en masse andre turister, inden vi kørte videre. I det hele taget har vi fået rigtig meget te i Bhutan. For enhver lejlighed bliver benyttet til at drikke en kop te. Og desværre er kvaliteten sjældent den bedste. Medova-te er meget populært i Bhutan.

Fra toppen gik det ned mod Punakha-dalen – igennem en masse snoede sving, der desværre også gjorde Frida ret køresyg. Heldigvis var guiden meget opmærksom og fik stoppet bilen flere gange, inden det gik rigtig galt.

Endelig var vi dog fremme og kunne få serveret frokost – der for en gang skyld rent faktisk smagte af noget.

Bagefter skulle vi gå en lille tur til The Divine Madman’s tempel – der også er kendt som templet for fertilitet.

Og det virkede tilsyneladende. I hver fald var der et fotoalbum med billeder fra en række familier fra hele verden, som havde fået børn, efter de havde besøgt templet. Vi kom da også igennem en række ret komiske ritualer, der skulle gøre os mere fertile.

Derfor nænnede vi heller ikke at sige, at vi faktisk ikke behøvede flere børn end de to, som vi allerede havde medbragt på rejsen. Af samme grund krydser vi også fingre for, at det bare er religiøs overtro.

Næstsidste stop var så Punakha Dong, der var endnu et flot fort – men også med mange turister. Det skyldes først og fremmest, at der kun havde åbent mellem 15 og 17. Og alle besøg derfor samlede sig der. Men det var nu en fin nok oplevelse alligevel.

Inden vi kørte tilbage til hotellet, skulle vi også prøve at gå over en lang hængebro – som guiden meget bestemt mente hang i hver fald 200 meter over floden. Vores gæt var dog nærmere de 50 meter.

Da vi havde gået frem og tilbage over broen, kørte vi til hotellet Meri Puensum Resort, hvor vi skulle overnatte. Her kunne vi slappe af med den lokale øl med det pudsige navn Druk. Og senere blev en ualmindelig dårlig (selv efter bhutanesiske standarder) aftensmad serveret – med kedelige grøntsager og skamstegt fisk.

Efter en kedelig morgenmad næste morgen var det tid til at komme videre på en lang køretur ad snoede veje – der naturligvis også resulterede i mere køresyge hos Frida.

På vejen kørte vi over Lawala bjergpasset i 3.360 meters højde, inden den sidste del af turen mod Gangtey dalen gik ad bumpede grusveje.

Et stykke nede fik vi serveret frokost, inden vi besøgte klostret Gangtey Goenpa – hvor der ud over os kun var en masse munke. Så det var en rigtig fin oplevelse.

Fra klostret skulle vi vandre det sidste stykke ned i dalen. Det skulle fire indere også – hvilket var lidt af en udfordring. For den ene af dem havde tydeligvis aldrig gået på et lettere skrående underlag.

I hver fald måtte den ikke specielt gamle dame støttes af to andre personer – hvilket fik deres guide til at grine højlydt (dog med ryggen til). Det var en noget håbløs opgave. Og hvis de da ikke gav op kort efter, så går de sikkert endnu.

Heldigvis var det ikke noget problem for os at gå den forholdsvis lange tur igennem en række forskellige landskaber. Så det blev en rigtig flot og god tur, inden vi blev hentet af vores chauffør i bunden af dalen.

I Gangtey dalen skulle der være en masse traner. Vi så dog kun én enkelt. Nemlig den trane, der var i bur på det lokale trane-center, fordi den havde fået skadet vingen.

Fra tranecentret kørte vi videre til det hus, hvor vi skulle overnatte privat hos en lokal, ældre mand – i ret primitive omgivelser.

Her skulle vi også prøve den særlige specialitet – nemlig ”hot stone bath”. Altså et bad, hvor vandet bliver varmet op med sten, der først har ligget længe i et bål – dog heldigvis godt adskilt fra den del af karet, hvor man selv skal op.

Det var en rigtig dejlig og varm oplevelse efter en lang dag – der dog endte lidt komisk. Nemlig ved at guiden havde fået låst døren til badeskuret udefra, så vi ikke kunne få døren op, da vi var færdige.

Efter en del råben og hamren på en metalbalje, kom chaufføren dog (muligvis tilfældigt) forbi og fik åbnet døren – og vi kunne komme ud.

Resten af dagen tilbragte vi i husets køkken, der på grund af madlavningen var opvarmet – som det eneste rum i huset. Her fik vi snakket lidt om løst og fast – og også via tolkning hørt lidt om værtens meget anderledes liv i forhold til vores.

Efter aftensmaden, hvor pigerne var for trætte til at spise, kunne vi endelig trække os tilbage – og sove klokken 21.

Om natten blev det meget koldt, da huset overhoved ikke var isoleret. Heldigvis havde vi fået udleveret tre tykke tæpper hver. Så det var faktisk ikke noget problem at sove.

I hvert fald ikke på grund af kulden. Til gengæld blev både Frida og jeg vækket af vores vært, som begyndte med en højlydt, messende bøn et godt stykke før klokken 5 – og blev ved i over en time. Faktisk troede vi begge to først, at han snakkede i søvne – indtil vi også kunne høre ham rømme sig indimellem.

Da han så endelig var færdig, begyndte han at skramle rundt i huset. Og da samtidig fuglene tog over med deres skræppen, blev der for mit vedkommende ikke sovet mere, før vi stod op klokken 7.

Herefter stod den på morgenmad i køkkenet, inden vi begyndte hjemturen – der i praksis var den lange tur, som vi sammenlagt havde kørt siden den første dag i Bhutan.

I fugleflugt var turen kun på 75 kilometer. Og ifølge Google Maps var der 173 kilometers kørsel. Alligevel tog turen over fem timer på grund af de snoede veje – der naturligvis endnu engang gjorde Frida køresyg.

Heldigvis gjorde vi flere stop på vejen – blandt andet ved Dochula passet igen i 3.120 meters højde. På en klar dag skulle man kunne se Himalaya derfra – hvilket det dog ikke havde været den dag, vi sidst havde passeret.

Nu fik vi så en chance mere. Men allerede på vejen op ad mod passet begyndte det at regne – der efterfølgende nærmere blev til slud.

Da vi så kom op til passet, havde nedbøren forvandlet sig til sne. Og lige præcis sne havde vi godt nok ikke forventet at opleve på vores rejse.

Imens vi drak den obligatoriske te indenfor, væltede sneen bare mere og mere voldsomt ned. Og på den korte tur fra tehus til minibus blev vi fuldstændig gennemblødte af sne – en komplet absurd oplevelse.

Heldigvis blev det lidt bedre vejr, efterhånden som vi nærmede os Thimpu, hvor vi skulle spise frokost – der faktisk viste sig at være en af de bedre af slagsen.

Fra Thimpu var der så kun godt en times kørsel, til vi nåede Paro og blev indkvarteret på Tashi Namgay Resort – hvor vi efter et par dage igen havde en for os så naturlig bekvemmelighed som internet.

Her fik pigerne også skrevet et par postkort, inden det blev tid til aftensmad på hotellet. Og så var det ellers sovetid efter en meget lang dag.

I forgårs havde vi så sidste hele dag i Bhutan – hvor den nok også største seværdighed (og i hvert fald mest hellige sted) ventede. Nemlig det meget berømte kloster Paro Taktsang – også kaldet Tiger’s Nest.

Samtidig er det så nok også den seværdighed i Bhutan, der kræver mest for at besøge. Første del af turen gik dog nemt. Efter morgenmaden blev vi hentet klokken 8 og kørt lidt uden for byen til en parkeringsplads i 2.600 meters højde. Og her startede strabadserne så.

For selve klostret ligger på en stejl klippeside i 3.120 meters højde – med et lodret fald på omkring 900 meter. Det siges at Guru Rimpoche, som var den første mand deroppe, kom flyvende på en tiger – hvilket åbenbart var så krævende, at han efterfølgende måtte meditere i tre måneder, tre uger, tre dage og tre timer.

Dengang i det 8. århundrede var flyvende tigre åbenbart noget andet end en butik med billige varer. I dag er der dog kun to muligheder for at komme derop – fødder eller heste. Hestene lod vi de skræmte indere om at bruge. Og vi valgte i stedet den lange tur til fods.

Det blev en meget hård gåtur op ad en meget stejl grussti. Alligevel klarede pigerne det rigtig fint. Vilde førte an for vores gruppe – selvom hun tidligere har klaget over selv de korteste gåture. Og Frida klarede turen uden brok, selvom hun havde mavepine.

Vi fik da også ros flere gange af vores guide, som vist var vant til et noget langsommere tempo fra hans nok også normalt ældre gæster. Og det var dog også med en vis fornøjelse, at vi kunne konstatere, at han havde lidt svært ved at følge med – til trods for vores hhv. 10 og 17 år ældre alder.

Midtvejs på turen var der en lille café, hvor man som altid kunne få en kop te. Vi droppede dog teen og gik hurtigt videre. Til dels for ikke at blive alt for kolde – mens først og fremmest også for at komme til klostret, inden alle de andre turister også nåede derop.

Efter endnu en lang tur var vi endelig oppe ved det første udkigssted, hvor vi for første gang var i samme højde som klostret.

Og det var et imponerende syn. Samtidig følte vi os også meget heldige. For til forskel fra gårsdagens snevejr, så var der nærmest skyfri himmel. Vi havde ellers frygtet, at vi skulle gå derop i både regn og sne. Specielt fordi vi på tidligere rejser har haft nogle uheldige oplevelser med dårligt timet vejr.

Vi var dog ikke i mål endnu. For vi skulle nemlig ned ad en lang række trapper – og derefter op ad lige så mange, inden vi endelig var fremme ved klostret. Så det syrede godt i lægmusklerne, da vi endelig stod ved klostret.

Men det havde været det hurtige tempo værd. For vi kunne besøge klostret næsten alene. Vores guide kunne da også fortælle, at det ofte tog 4-5 timer at komme derop – en tur som vi havde klaret på to timer.

Inden vi kunne komme ind i klostret, skulle vi dog aflevere alle tasker, kameraer osv. For det var strengt forbudt at tage billeder indenfor. Til at starte havde jeg tænkt mig bare at beholde min mobiltelefon i lommen. Lig indtil jeg kunne læse, at hvis den blev opdaget, så ville den blive konfiskeret – og ikke leveret tilbage. Så blev den hurtigt puttet ind i det aflåste skab sammen med de andre ting.

Men det var dejligt, at de religiøse regler her blev taget så seriøst – til forskel fra f.eks. ved Angkor Wat. Og at straffen for ikke at følge dem var så hård, at det ikke blev fristende at tage selfies med bare skuldre – igen som ved Angkor Wat.

Inde i de forskellige templer i klostret fik vi så endnu engang en masse oplysninger om den buddhistiske historie fra vores guide – hvor en stor del røg ind ad det ene øre og ud af det andet. Vi havde simpelthen svært ved at overskue alle de mange karakterer, der åbenbart er i den buddhistiske tro. Så er det lidt nemmere at forhold sig til Gud og Jesus.

Da vi kom ud igen, var der fyldt med turister, som gjorde sig klar til at komme ind i det lille kloster. Og derfor kunne vi endnu engang glæde os over, at vi havde skyndt os op.

Til gengæld var der så masser af tid til at komme ned. For nu skulle vi ikke nå noget. Samtidig var det heller ikke så krævende at gå nedad – selvom den løse jord gjorde, at man skulle gå ret forsigtigt. Og det lykkedes os da også at falde et par gange på vejen.

Nede vej caféen gjorde vi holdt for at spise frokost. Inden da skulle vi dog lige have en længere snak på dansk først.

For da vi kom derned, hørte vi dansk – for første gang siden vi havde snakket med en familie ved Angkor Wat i Cambodia. Og det blev en ret pudsig oplevelse, der viser, at verden er meget lille.

For de fire personer viste sig ikke bare at være danskere. De havde også været i Bangladesh, før de kom til Bhutan.

Faktisk havde de set os før – på billeder. For da de var på tur i Sundarbans mangroven i den sydlige del af Bangladesh, havde de spurgt, om folkene på båden tidligere havde haft danskere med.

Det havde resulteret i, at naturguiden havde vist billeder af nogle danskere, som han havde sejlet med et par dage før – nemlig os.

Til gengæld kunne de fire danskere så tage revanche, da vi spurgte, om en af dem tilfældigvis hed Lone – nemlig det navn, som vi havde set i gæstebogen ved den armenske kirke i Dhaka. For her havde de alle fire været dagen før os.

Så vi havde altså krydset stier på kryds og tværs i Bangladesh, før vi mødtes i Bhutan. Og så viste det sig i øvrigt også, at de alle fire var medlem af De Berejstes Klub.

Efter frokosten på caféen gik vi den sidste halvdel af turen til parkeringspladsen. Nedad virkede det som en meget lang tur. Så vi havde faktisk allerede på det tidspunkt svært ved at forestille os, at vi nogle timer tidligere var gået hele vejen op ad samme vej.

Endelig klokken 14 var vi helt nede ved parkeringspladsen. Og da vi var så tidligt færdig (hvilket guiden igen roste os for), var der tid til at se lidt mere, inden vi skulle tilbage til hotellet.

Så vi kørte til Paro downtown – der i praksis bare var et par gader hovedsageligt med souvenirbutikker. Her gik vi lidt rundt selv og kiggede – og fik også kaffe og kage, inden vi tog tilbage på hotellet.

Derefter var der tid til at slappe lidt af, inden aftensmaden blev serveret. Og efter pigerne var lagt i seng, fik Marianne og jeg pakket.

I går morges var vi så oppe allerede klokken 5. For klokken 6 blev vi hentet og kørt den korte tur til lufthavnen.

Her tog vi afsked med vores guide og chauffør – der havde været rigtig gode. Til at starte med havde vi syntes, at vores guide var lidt tør og kedelig. Og det havde som sådan ikke ændret sig.

Men vi var kommet lidt mere ind på livet af hinanden – ikke mindst der, hvor vi boede privat og kunne hyggesnakke i køkkenet. Derfor var der kommet flere jokes imellem alle de mange oplysninger om buddhismen.

Og i den sidste ende bundede tørheden nok bare først og fremmest i professionalisme. I hvert fald havde vores guide været meget vidende – og opmærksom. Tydeligst var det, at han havde vendt sig om i bilen for at høre, om alt var ok, så snart Frida bare raslede en smule med sin ”brækpose” – noget som de fleste andre guider bare havde ignoreret tidligere.

I det hele taget har hele turen i Bhutan været en stor oplevelse – og meget anderledes end de lande, som vi ellers har rejst i. Specielt har det været interessant at opleve sammenblandingen af et land, der på mange måder er meget mere moderne end nabolandene. Men som samtidig også klamrer sig til de gamle traditioner.

Og så har det først og fremmest været rart at rejse i et land med frisk bjergluft, ro og ingen smog – og uden myg.

Fra Paro gik turen videre mod Katmandu i Nepal. På vejen kom vi til at flyve tæt på Himalaya – som man kunne se, hvis man sad i flyets højre side.

Desværre var alle vinduessæder allerede optaget, da vi checkede ind. Men det lykkedes os at få midter- og gangsæder i højre side. Og da vejret samtidig var helt klart, kunne vi faktisk se blandt andet Mount Everest helt tæt på.

Flyveturen til Nepal tog lidt over en time. Og da vi landede skulle vi igennem både online visumansøgning på en række terminaler, betaling af tre gange 25 dollars for visum (Vildes var gratis) og paskontrol, inden vi endelig kunne hente vores bagage.

I lufthavnen blev vi hentet af en bil, der var bestilt igennem hotellet. Inden vi kunne komme af sted, skulle vi dog lige have mast vores fire store tasker ind i et alt for lille bagagerum. Og da chaufføren tydeligvis ikke havde spillet Tetris, voldte det store problemer for ham. Så jeg måtte hjælpe ham lidt. Og så kunne vi komme af sted.

Turen gik mod bjergbyen Nagarkot. Inden vi kom så langt, skulle vi dog først igennem Katmandu – der tydeligvis var anderledes end Bhutan.

Smoggen var tilbage. Og det samme var trafikken. Men selvom vi holdt helt stille i en trafikprop, blev der meget overraskende stort set ikke dyttet. Så det var en dejlig afveksling i forhold til Bangladesh.

Ude af byen gik det så opad i bjergene – igen af snoede bjergveje. Men hvor de fleste veje i Bhutan havde været rigtig gode, var der her flere steder kun små stykker asfalt. Så igen blev Frida køresyg på vejen.

Men efter godt halvanden time var vi endelig fremme ved vores hotel Club Himalaya Nagarkot, hvor vi fik to værelser med en dør imellem.

Nagarkot og hotellet var først og fremmest valgt som rejsemål, fordi det skulle være muligt at se Himalaya fra hotellet. Og det ville være lidt mærkeligt at besøge Nepal uden i det mindste at se Himalaya.

Heldigvis fik vi to værelser øverst oppe – med en altan vendende ned mod dalen. Og heldigvis var vejret helt klart, så vi faktisk kunne se bjergkæden langt væk – noget man på grund af skyer ikke nødvendigvis kan være sikker på.

Efter flere uger med lokal (og ofte lidt kedelig) mad nød vi også rigtig meget at sætte tænderne i en god burger – med en stor Everest øl til.

Bagefter var vi nede i byen for at købe lidt drikke og snacks. Og så sluttede dagen med X-Factor, inden det var sovetid for pigerne. Og kort tid efter sov vi også – efter en lang dag, der var startet tidlig.

I dag har vi så nydt, at der ikke var noget på programmet. Vi startede med en morgenmad, der var overraskende dårlig – i forhold til den gode mad dagen før.

Derefter har den stået på skolearbejde hele formiddagen – efterfulgt af endnu en god frokost. Og mens jeg har skrevet på denne rejsedagbog, har pigerne badet i hotellets indendørs pool.

Desværre har vejret været skyet i dag – og Himalaya har derfor ikke har været synlig. Så vi håber på, at vi kan se bjergkæden i morgen, inden vi rejser videre i overmorgen. Men ellers har vi i det mindste fået et glimt af den i går.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *