En times kæmpe kontraster

I morges satte vi os ind i et fly i Dhaka i Bangladesh – og fløj en time direkte nordpå. Her landede vi i Paro i Bhutan – i en på alle måder helt anden verden.

I forgårs eftermiddag befandt vi os dog stadig i den gamle verden i Dhaka. Og her skulle vi ud for at finde et sted at spise aftensmad.

Når man er inde på et typisk turisthotel, så glemmer man lidt, hvordan verden er uden for hotellets mure.

Efter over en måned med dagstemperaturer på over 30 grader, havde vi efterhånden vænnet os til varmen. Og den hektiske trafik var heller ikke det store problem. Men den voldsommen larm fra alle de dyttende biler var stadig en stor plage.

Men vi skulle jo have lidt frokost – og ville også godt se området omkring hotellet. Så dytten eller ej – vi måtte lidt ud.

Først fandt vi en lokal restaurant, der var kendt for deres kebab-spyd. Senere var vi forbi en souvenirbutik – en af de få i Dhaka. Og endelig var vi også forbi et supermarked, inden vi igen gik hjemad.

Tilbage på hotellet var pigerne i karbad – hvilket de hellere ville end i poolen. Og lidt efter var det så sovetid.

I går havde vi så sidste dag i Dhaka – hvor vi gerne ville se lidt mere til den gamle del af byen end det, som vi havde set, lige da vi var landet i Bangladesh.

Så vi havde bestilt en byrundtur, der startede allerede klokken 8 – hvilket betød, at vi skulle op klokken 6 for at kunne nå morgenmaden.

Vores guide på turen var ham, som vi også havde rejst rundt med i Sundarbans – og han havde vist ikke forventet at se os igen. Ikke nok med det, så var det også chaufføren fra afhentningen i lufthavnen, som igen skulle køre os. Så det var lutter kendte ansigter.

Første stop var parlamentsbygningen, der var tegnet af en amerikansk arkitekt. Der var dog lukket for offentligheden inde på området. Så vi kunne kun se bagsiden af bygningen på lang afstand – inden vi kørte rundt om den, og så forsiden på lang afstand.

Derefter gik turen videre til hindu-templet Dhakeswari. Her var vi så heldige, at der var den årlige fest, hvor hinduerne smører og kaster farvet pulver på hinanden. Og som dem, der skilte sig mest ud, skulle vi naturligvis også smøres ind i alle farverne. Vilde ville dog ikke – og slap derfor.

Efter at vi havde taget farvestrålende selfies – og endda blevet fotograferet af en eller anden avis-fotograf, forlod vi templet. Vel udenfor kunne vi så finde vådservietterne frem og få tørret farven (nogenlunde) af.

Næste stop var Khan Mohammed Mridha moskéen – der var en meget gammel moske. Og fra den gik vi videre til Lalbagh Fort – der ligeledes var et gammelt fort.

Fortet var ikke noget særligt. Men haven rundt om var rigtig fin. Og samtidig var det så også sjovt at se, hvordan de unge brugte stedet som et forholdsvis ugenert sted, når der skulle holdes dates.

Fra fortet tog vi en rickshaw (cykeltaxa) videre. Vilde og jeg kørte sammen – og særligt vores chauffør kørte rigtig godt til igennem den hektiske trafik. Men faktisk var det en meget behagelig måde at se bylivet på, fordi man ikke hele tiden samtidig skulle holde øje med trafikken.

Første stop på cykelturen var endnu en moske – nemlig Star Mosque. Og da vi nu både havde set samlingsstederne for hinduismen og islamismen, måtte vi så åbenbart også slutte af kristendommen – nemlig i form den armenske kirke i Dhaka, der var vores næste stop på turen.

Pudsigt nok havde der ifølge gæstebogen været to danske kvinder dagen før. Det var ellers ikke mange turister, som vi havde set i Bangladesh – og da slet ikke danskere.

Fra kirken gik turen igen videre i rickshaw – indtil trafikken blev så tæt, at guiden mente, at det var nemmere at fortsætte til fods.

Her gik vi så igennem en række smalle gader – med masser af trafik. Og vi kom også igennem hindu-gaden, som vi også havde været igennem på vores første dag.

Denne gang var der dog den forskel, at farvepulver-festen blev fejret i stor stil her. Og vi slap ikke fri. Men hvor det havde været under rolige og ordnede forhold i hindu-templet, var det nu mere ukontrolleret og vildt her.

Specielt Vilde syntes ikke at det var sjovt – selvom det stort set lykkedes hende at slippe for farven. Men vi andre var fuldstændig smurt ind i det på både hud og tøj. Så det var tiltrængt med den håndvask, der var på vores frokostrestaurant bagefter.

Da vi havde spist, gik vi videre igennem myldret og ned til floden, hvor vi tog en robådstur – der var noget længere end den første dag. Samtidig kunne vi så også få et pusterum fra det hektiske gademylder.

Tilbage på land gik vi langs et kæmpe frugtmarkeder, hvor der blev solgt frugt i store mængder til blandt andet butikker og restauranter. Og så var det tid til at blive hentet af vores minibus igen.

Derfra gik turen så tilbage mod vores hotel – en tur, der trods den korte distance, tog meget lang tid på grund af trafikken.

På vejen stoppede vi op ved New Market – der er Dhakas største marked. Det viste sig dog at være mere som en basar. For i stedet for små boder, var der fyldt med butikker. Men der var faktisk fredeligt i forhold til det, som vi lige var kommet fra.

Inden vi nåede vores hotel, blev vores chauffør stoppet af politiet ved en kontrolpost – noget som vi også havde prøvet, da vi kørte fra vores hotel i Khulna til lufthavnen.

Den dag havde det hele virket en smule underligt. Og vores chauffør der havde også sagt ”police bad”. Vi havde derfor snakket med vores guide om det under frokosten. Og som vi havde mistanke om, så handlede det om korruption.

Politiet stopper tilfældige bilister og beder om at se deres papirer. Samtidig nævner de så også et beløb, som de vil have. Og hvis man ikke betaler, så finder de pludselig noget på ens køretøj, der ikke er i orden. Eller måske planter de endda stoffer på personen.

Vi ved jo godt, at korruption findes. Men det er alligevel noget svineri i den form, hvor det endda ikke engang drejer sig om at betale sig for en fordel. Her er det nærmere beskyttelsespenge. I stedet for rockere, som opkræver dem, er det dog politiet – dem som man ellers burde kunne stole på.

Og det værste er, at det foregår helt åbenlyst. Alle ved det. Og politiet gør intet for at skjule det. Derfor havde guiden heller ikke noget problem med at snakke helt åbent om det til os.

Begge gange vi blev stoppet, oplevede vi dog det samme. Chaufføren skulle vise sine papirer, hvorefter politiet sagde et eller andet til ham – sikkert noget om penge.

Men så kiggede de bag i og så os hvide mennesker. Og pludselig kunne chaufføren bare køre videre. Tilsyneladende har de ret meget respekt for folk fra vesten.

Men de ved naturligvis heller ikke, hvem vi er. Nu er vi jo bare turister. Men vi kunne lige så godt være nogle meget vigtige personer, som kunne skabe alvorlige problemer for politifolkene.

I hvert fald var det rart at kunne ødelægge de korrupte betjentes plan denne ene gang – bare ved at vise sit ansigt og smile uskyldigt til dem.

Tilbage på hotellet var det direkte i bad for at vaske farven væk. Derefter fik vi også skyllet vores ”farvestrålende” tøj op, inden pigerne blev lagt i seng. Og så fik vi pakket lidt, inden vi også lagde os til at sove.

I morges skulle vi så videre fra Bangladesh. Derfor ringede vækkeuret allerede klokken 5.15. Og efter at have pakket, tog vi hotellets taxa klokken 6.30 – en dyr løsning. Men også umiddelbart den eneste mulighed i et land, hvor man ikke prajer taxaer på gaden – kun rickshaws og tuk tuk’er.

Da det var tidligt om morgenen, var der ikke meget trafik. Så allerede 20 minutter efter, var vi ved lufthavnen.

Her var der til gengæld rigtig mange, som stod i kø til sikkerhedscheck af bagagen for bare at komme ind i lufthavnsterminalen.

Lige da vi steg ud af bilen, kom der dog en porter og tog vores bagage med – inden vi kunne nå at protestere. Det viste sig dog for en gang skyld at være en nyttig service.

For han kørte bagagevognen hen til en anden indgang, der ellers kun var for personale. Men på en eller anden måde fik vi lov til at komme igennem – selvom nogle andre turister lige var blevet afvist. Tilsyneladende var porteren gode venner med vagten.

Så vi slap for den lange kø og var hurtigt henne ved check-ind – en fordel der klart var de fem dollars i drikkepenge værd.

Check-ind var hurtigt klaret, og efter en kort ventetid ved paskontrollen, var vi inde i afgangshallen. Her spiste vi lidt morgenmad på en restaurant, inden vi også fik klaret sikkerhedskontrollen, der lå helt ude ved selve gaten.

Efter lidt ventetid kom vi så ombord på flyet og satte kursen nordpå mod Paro i Bhutan. På den korte flyvetur kunne vi så gøre status over vores besøg i Bangladesh.

Den første tanke, der faldt os ind, var venlighed. Overalt hvor vi er kommet, har folk været utrolig venlige. Faktisk har vi aldrig oplevet sådan en venlighed før på vores rejser. Det nærmeste har nok været i Burma – som jo faktisk også er naboland til Bangladesh.

Vi har også snakket om de store kontraster mellem Bangladesh på denne rejse og så Haiti på vores sidste rejse.

Begge steder har vi oplevet enorm fattigdom. Men hvor vi i Haiti ikke rigtig følte os velkomne, så har vi mødt en utrolig imødekommenhed – fra alle samfundsklasser.

Vi har nok heller aldrig oplevet så stor opmærksomhed før – og fået taget så mange selfies. Naturligvis hænger det nok lidt sammen med udbredelsen af mobiltelefoner med kamera. Men der har også været en oprigtig interesse for os – selvom mange vist ikke helt har styr på geografien. I hvert fald var der én, som spurgte, om jeg kom fra Kina.

Interessen skyldes nok også samtidig fraværet af turister – ikke mindst lyshårde børn. I hvert fald nåede vi ikke at se andre vestlige familier med børn i de ni dage, som vi nåede at være i Bangladesh.

Men der er ingen tvivl om, at vi vil anbefale Bangladesh til alle, som gerne vil rejse til et sted, hvor der ikke er fyldt med turister. Det kan til tider være hårdt at være turist i Bangladesh (specielt i Dhaka). Og det er heller ikke alt, der kører lige på skinner. Men det er alt besværet værd.

Når det er sagt, så var det nu også rart at komme videre fra Bangladesh – for det er et krævende land. Og vi glædede os derfor til at komme til Bhutan.

Indflyvningen til Paro var ”spændende”. Heldigvis har ingen af os flyskræk. For så havde det nok været en lidt skræmmende oplevelse.

Paro ligger i en dal imellem en række bjerge. Så den sidste del af turen drejede flyet en del frem og tilbage – for at holde sig fra af de bjergspidser, som vi havde tæt på flyets vinger.

Af samme grund er det også kun muligt at lande i godt vejr. For piloterne kan ikke bruge det automatiske landingssystem, som de ellers kan i de fleste andre lufthavne. I stedet skal de bruge visuel landing, hvor de hele tiden kan se omgivelserne.

Ud over det så er landingsbanen i Paro også meget kort. Derfor blev der også bremset hårdt op, så snart hjulene ramte jorden.

Men alt gik fint. Og kort efter kunne vi stige ud af flyet – og konstatere at en times flyvetur nordpå havde bragt os til en helt anden verden. Noget som vi bare blev yderligere bekræftet i senere.

Det første, som vi lagde mærke til, var temperaturen – der var 15-20 grader koldere end Bangladesh. Altså nærmere som en dejlig forårsdag i Danmark.

Og så var luften også meget mere frisk. Væk var smoggen. Og i stedet kunne vi nyde den friske bjergluft i godt 2.200 meters højde.

Den næste forskel, som vi kunne konstatere, var i ankomsthallen. Her var en enorm ro og fuldstændig mangel på den form for kaos, der ellers tit er sådan et sted.

Samtidig var paskontrollen effektivt bemandet. Vi var de første som kom frem. Og derfor blev vi også betjent af en mand hver.

Men alle formaliteterne var også klaret på forhånd. Det er nemlig kun muligt at rejse rundt i Bhutan på en guidet tur. Og først når hele turen er booket og betalt, kan bureauet søge visum på deres gæsters vegne. Så vi slap for de sædvanlige spørgsmål om formål og længden på rejsen, overnatningssteder undervejs osv.

Vores guide ventede på os, da vi havde fået vores bagage. Og han er en noget anden type end ham, som vi havde i Bangladesh – meget mere alvorlig og formel. Så det bliver spændende at se, om han tør lidt op i løbet af de næste fem dage.

Fra lufthavnen kørte vi af sted i en minibus – i virkelig god stand. Endnu en kontrast til nogle af de køretøjer, som vi har været med i Bangladesh (og faktisk også i både Laos, Cambodia og Thailand).

Og alt foregik stille og roligt. Ingen hektisk trafik, som man skulle sno sig ind og ud af. Og først og fremmest ingen konstant dytten – virkelig en befrielse.

Fra lufthavnen kørte vi igennem Paro, der i antallet af indbyggere svarer til Roskilde – men som virkede meget mindre. Downtown var en enkelt hovedgade. Og rundt om den lå der så huse lidt spredt ud.

Første stop på turen var Rinpung Dzong fortet, der lå halvvejs oppe på et bjerg. Og det var virkelig flot – og meget anderledes, end hvad vi tidligere har set.

Vi har efterhånden set en del gamle bygninger – og kan hurtigt blive lidt trætte af dem. Men denne her var noget helt andet – og derfor også meget spændende. Mest af alt lignede den noget, som vi har set på fotos fra Tibet. Samtidig var der også en fantastisk udsigt fra den.

Et enkelt levn fra Bangladesh slap vi dog ikke helt for – nemlig selfies. Det var dog ikke en lokal, som ville have det – men en familie fra Indien.

Der er da tydeligvis også langt flere turister her i Bhutan – selvom det dog ikke ligefrem er overrendt. Den trods alt begrænsede mængde turister skyldes først og fremmest, at det koster 250 dollars per person per dag at være i landet. Til gengæld dækker det så også udgifter til hotel, mad, guide, transport osv.

Af samme grund skiller vi os nok også lidt ud som familie. For de fleste turister i Bhutan er vist midaldrende og ældre mennesker, som tager hertil på kulturrejse – i stedet for badeferie i Thailand.

Efter vi havde besøgt fortet, gik vi ned ad en række trapper og over den gamle træbro Nyamai Zam, hvorefter vi blev hentet og kørt til en restaurant.

Maden i Bangladesh har til tider været lidt af en udfordring for pigerne – specielt fordi den ofte har været ret krydret. Så heldigvis for dem, er buffet-maden her mere turistvenlig. Uheldigvis for Marianne og jeg smager den så ikke af så meget.

Efter vi havde spist frokost, kørte vi mod hovedstaden Thimphu. På vejen stoppede vi op ved en bro, hvor der var en flot udsigt.

Turen til Thimphu tog en times tid. Og da vi kom frem, kunne vi godt se, at det var en noget større by end Paro – men igen ikke i nærheden af Dhaka.

Forskellen i befolkningstallet er dog også til at tage og føle på. I Bangladesh bor der omkring 165.000.000 mennesker. Og alene i Dhaka bor der omkring 9.000.000. I hele Bhutan bor der godt 800.000 – heraf lidt over 100.000 i hovedstaden.

Efter vi havde fået vekslet penge i banken, kørte vi til vores hotel Tashi Yoedling, hvor vi skal bo i to dage – på to fine værelser med udsigt ud over byen.

Og her sluttede dagens program så allerede omkring klokken 15 – hvilket var rigtig rart efter en dag, hvor vi har været tidligt oppe.

Resten af dagen har vi derfor brugt på at slappe af. Og aftensmaden er blevet spist på hotellets restaurant – hvor vi igen har fået buffet.

Nu er det så snart ved at være sovetid. Og her kan vi så nyde den måske vigtigste forskel mellem Bangladesh og Bhutan. Nemlig fraværet af myg – der særligt har været en stor plage på vores hotel i Dhaka.