Selfie

Den seneste uges tid her i Bangladesh har på alle måder været en helt anden oplevelse end i de traditionelle turistlande som Thailand, Laos og Cambodia. Både på grundt af maden, trafikken og befolkningen – men først og fremmest på grund af den meget opmærksomhed, som vi alle fire har fået.

Lørdag i forrige uge var vi dog stadig i Thailand – nærmere betegnet i Bangkok, som vi var fløjet til fra Siem Reap.

Da vi var ankommet til hotellet, brugte vi lidt tid på at slappe af og fået klaret nogle praktiske ting ved computeren.

Senere gik vi over til det nærmeste storcenter, hvor vi kiggede på butikker. Det var egentlig også meningen, at vi ville have spist aftensmad der. Men der var så mange valgmuligheder, at vi blev helt handlingslammede – og derfor opgav.

I stedet gik vi til et andet center for at få lavet Fridas mobiltelefon, hvor skærmen var løs. Det viste sig dog, at det var batteriet, der på en eller anden måde skubbede på skærmen. Men da hendes telefon var så gammel, at de ikke havde noget batteri til den, måtte vi opgive. Så resten af rejsen må den klare sig med en elastik.

På vejen tilbage mod hotellet kiggede vi efter spisesteder – uden at finde nogen. Så i stedet spiste vi en noget dyr og ikke specielt hyggelig aftensmad på hotellet – virkelig dumt i forhold til de mange muligheder i centret.

Derefter var det op på værelset, hvor pigerne blev lagt i seng. Og så havde vi tid til at læse lidt, inden vi også lagde os til at sove.

De tre hele dage i Bangkok havde vi planlagt til at bruge på en række praktiske ting. Alligevel tog vi os tid til at sove længe næste dag – og kom derfor først af sted ved middagstid.

Efter en fin frokost gik vi endnu engang i centret for blandt andet at kigge på lidt tøj til pigerne – uden at finde noget. Bagefter var vi i et kæmpe supermarked – sammen med noget der virkede som en ret stor procentdel af Bangkoks samlede befolkning. I hvert fald meget værre end en normalt lørdag formiddag i Danmark.

Da vi kom tilbage til hotellet, fik Frida Facetimet lidt med en veninde. Og senere tog jeg pigerne med en tur til poolen.

Om aftenen spiste vi (forbavsende god) fryse-thaimad lavet i mikroovn. Og bagefter stod den på popcorn og X-factor – dog afbrudt af en veninde til Vilde, som Facetimede hende.

Mandag sov vi også lidt længe. Og bagefter stod den på tøjvask. Senere drog jeg mod en frisør, som jeg havde fundet på nettet – og som skulle være ok til at klippe vestligt hår. Jeg tror dog stadig, at jeg er glad for, at håret vokser ud igen.

Imens jeg var til frisøren, tog Marianne pigerne med på samme restaurant som dagen før. Og senere mødtes vi så i centret, hvor den igen stod på tøjkiggeri – denne gang med et mere positivt resultat.

Det lykkedes os også at få brudt handlingslammelsen – og spise mad i centret. Og efter en kort tur til poolen tilbage på hotellet, stod den igen på X-Factor, inden det var sovetid.

Tirsdag var så sidste hele dag i Bangkok. Her startede vi med at spise morgenmad på hotellet – der var udmærket men også ret larmende på grund af de mange gæster.

Bagefter stod den på tøjvask, inden vi gik til et andet center end de andre dage. Der var dog ikke mange nye butikker. Så i stedet gik vi tilbage til vores gamle center og fik kaffe og kage.

Og på vejen tilbage var vi lige i supermarkedet igen for at købe forsyninger. For vi havde lidt på fornemmelsen, at vareudvalget nok var større i her end i Bangladesh.

Tilbage på hotellet var vi i poolen. Og senere gik vi tilbage til vores stamrestaurant, hvor vi efterhånden havde spist nogle gange. Derefter var det tilbage for at lægge pigerne i seng og få pakket.

I onsdags var det så tid til at tage en afstikker fra den traditionelle turistrute igennem Thailand, Laos og Cambodia – og i stedet flyve vestpå mod Bangladesh.

Derfor blev vækkeuret sat til klokken 6. Og efter at have pakket det sidste og spist nudler og risret lavet i mikroovn, checkede vi ud og tog en taxa mod luthavnen.

Her fik vi hurtigt checket ind og kom igennem de sædvanlige sikkerheds- og pastjek. Inde i afgangshallen fik vi brugt vores sidste bath – hvilket ikke var så svært med de opskruede priser, som vi skulle betale. Og efter lidt ventetid fløj vi så mod Dhaka – i et stort fly der kun var halvt fyldt.

Bangladesh er et (moderat) muslimsk land. Og det oplevede vi allerede, inden vi landede. For præcis i det øjeblik, hvor flyets kort viste, at vi ramte Bangladeshs luftrum, blev det annonceret over højtaleren, at alkoholsalget lukkede. I Bangladesh er det nemlig kun meget få steder, hvor man kan købe alkohol. Og et fly er åbenbart ikke et af stederne.

Efter to timer og tyve minutters flyvetur landede vi så i Dhaka. Her skulle vi så have vores visum – hvilket var en noget omstændig procedure.

Først skulle vi betale 51 dollars per mand ved én skranke. Og så skulle vi så over ved en anden skranke, hvor vi skulle have selve visummet. Det fik vi dog først efter at have svaret på en række spørgsmål og vist papirerne fra det bureau, som havde arrangeret en del af vores tur her i Bangladesh.

Men til sidst kom vi igennem nåleøjet og kunne få vores bagage – hvorefter vi gik ud til vores ventende guide, som vi skulle tilbringe de næste fem dage med.

Fra lufthavnen kørte vi mod den gamle del af Dhaka – en tur på under 20 kilometer. Men med Dhakas ekstreme trafik tager det hurtigt et par timer. Hvis landets leder beslutter sig for at køre turen, bliver alt trafikken endda lukket ned. Og så kan turen tage helt op til fem timer.

Det første del af køreturen gik forholdsvis hurtigt. Men efterhånden som vi nærmede os centrum, blev trafikken tættere og tættere.

Og vi snakker ikke kun biler og busser. Dem var der masser af. Sammen med tuk tuk’er, rickshaws (cykeltaxaer), motorcykler knallerter, cykler og gående – samt en række mere udefinerbare køretøjer. Og det var alles kamp mod alle. Var der lige et hul foran vores minibus, så blev det straks lukket af en rickshaw.

Vi har oplevet ret heftig trafik mange steder – blandt andet i Indien. Men vi har aldrig oplevet så stort et trafikkaos. Sjovt nok fungerede det alligevel på sin helt egen måde. I enkelte kryds stod der betjente for at dirigere trafikken. Men ellers snoede folk sig bare ind og ud imellem hinanden.

Heldigvis var vores chauffør rigtig erfaren – og ikke alt for bange for buler. Så stille og roligt kom vi fremad. Og til sidst kunne vi så parkere bilen og fortsætte til fods.

Første stop var en hindu-gade, hvor der også var masser af trafik – så vi hele tiden skulle holde øje for ikke at blive kørt ned af en tuk tuk eller rickshaw.

Samtidig fik vi også en forsmag på den opmærksomhed, som vi har tiltrukket ligegyldigt, hvor vi har gået. Der blev kigget meget grundigt på os.

Og det har da også sidenhen været tydeligt, at der ikke kommer mange vesterlændinge på disse kanter – og slet ikke lyshårede piger. Sjovt nok er det dog ikke kun pigerne, som har været genstand for opmærksomhed (som vi ellers også har oplevet andre steder). Både Marianne og jeg virker tilsyneladende også meget eksotiske i de lokales øjne.

Så efter en hektisk tur med trafik og opmærksomhed, var det rart at træde ind bag murene på Ahsan Manzil – også kaldet Det Lyserøde Palads. Stedet var ret faldefærdigt – men fint nok. Og der var i det mindste ikke nogen trafik.

Til gengæld fik vi også her masser af opmærksomhed. Og hvor der tidligere bare var blevet kigget på os, skulle der nu også tages billeder.

Det startede helt simpelt med en enkelt ung mand, som tog mod til sig og spurgte, om han måtte tage et foto. Og da vi så velvilligt havde stillet op, greb det om sig. Inden vi fik set os om, blev der først taget fotos af os – og derefter masser af selfies med os og de lokale.

Vi valgte dog at tage det med et smil – selv Vilde, som ellers tidligere ikke frivilligt har stillet op. For alle var super flinke og høflige. Og det var faktisk ret hyggeligt – selvom guiden vist blev lidt utålmodig, fordi det forsinkede vores tur.

Det var også lidt interessant at mærke på vores egen krop, hvordan det må være at være kendt og ikke kunne gå to meter, uden at skulle stille op til et selfie – naturligvis altid smilende og i godt humør. Sjovt nok nu – men dejligt at det ikke er sådan til dagligt.

Fra paladset gik turen videre ned til floden, hvor vi blev placeret i to robåde – og sejlede ud på floden (og fik endnu en pause fra den hektiske trafik og den meget opmærksomhed).

Den næste halve times tid sejlede vi så rundt i en flod, der tydeligvis var meget forurenet af den meget industri. Og da vi spurgte guiden, om der var nogen, som fiskede i floden, var svaret da også, at floden var helt død.

Det var dog ikke kun miljøet, som de så stort på. Arbejdssikkerhed var tydeligvis heller ikke øverst på listen over vigtige ting. I hvert fald så vi en række arbejdere, som sad på en lang planke og bankede rust af en båd – med hver deres hammer og i en øredøvende larm af bankelyde.

Et stykke oppe ad floden lagde vi så til igen. Og efter at have vadet igennem en masse affald, der nok burde ligge på lossepladsen i stedet for ved bredden, var vi igen oppe i mylderet.

Her endte turen så ved The Rocket – en hjuldamper, som vi skulle sejle videre med sydpå. Navnet skyldes, at det 70-80 år gamle skib engang var den hurtigste måde at komme frem på. Det er den så ikke mere. Og de lokale tager da også kun The Rocket, fordi den er billigere end de traditionelle færger (der sejler noget hurtigere).

Faktisk koster en billet til ”dækket” (hvor der ingen faste pladser er) kun omkring 10 kroner for en tur på 16 timer. Og så er der os turister, som tager turen af nostalgiske grunde. Men som også vælger en noget dyrere model – nemlig 1. klasse kahytterne.

Det var dog ikke fordi, at kahytterne var super luksus. Alt var gammelt og slidt. Men det fungerede (nogenlunde) – og vi havde en seng at sove i.

Efter vi var blevet installeret i kahytten, gik vi lidt rundt og kiggede på skibet. Og igen var der mange, som gerne ville snakke. Blandt andet var der en mand, som spurgte ind til Danmark – og på en eller anden måde fik han et billede af Statens Museum for Kunst op på Google Maps, da han skulle tjekke, hvordan der så ud i Danmark.

Senere fik jeg spurgt ham, om ikke cricket var Bangladeshs nationalsport – og det var det så åbenbart ikke. I stedet var det en sport kaldet ”ha du du”. Og da jeg så spurgte, hvad den gik ud på, gik der ikke mere end et øjeblik, før jeg sad med hans mobiltelefon og så en fem minutter lang YouTube-video med en eller anden ha du du kamp – imens han lige gik afsted med sin lille søn for at få klaret et eller andet.

Alt den snakken med folk var hyggelig nok – men også noget anstrengende i længden. Specielt fordi det mest bestod af spørgsmål som ”what is your name” og ”what is your country”. Så det var rart en gang imellem at flygte ind i kahytten.

Aftensmaden blev først serveret klokken 20.30 – hvilket var 21.30 thailandsk tid (hvor vi jo kom fra). Så Frida kunne ikke holde sig vågen og faldt i søvn inden, mens Vilde kæmpede sig igennem og blev lagt til at sove kort efter. Og der gik da heller ikke lang tid, før Marianne og jeg lagde os til at sove – i hver vores kahyt med hhv. Frida og Vilde.

Jeg nåede dog ikke at sove længe, før vi lagde til i en eller anden havn – hvor der var meget larm. Og selv da vi sejlede videre, var der en del støj igennem hele natten. Men jeg fik en nogenlunde nattesøvn alligevel.

Næste morgen havde jeg sat vækkeuret til klokken 5.30. For ifølge vores guidebog skulle vi lægge til i byen Barisal omkring klokken 6 – hvilket skulle være en flot oplevelse i morgendisen.

Da jeg vågnede var der masser af dis. Eller måske nærmere tåge. Men ingen havn. I stedet lå vi for anker et eller andet sted midt på floden.

Senere fandt vi ud af, at det havde været for tåget til at båden kunne sejle sikkert. Så vi havde ligget for anker i flere timer – og der gik yderligere et par timer, inden vi sejlede videre. Resultatet blev, at vi først kom til havnen fem timer senere end beregnet. Men dejligt at de trods alt tog sikkerheden alvorligt. Det oplever man ikke altid i tredjeverdenslande.

På grund af forsinkelsen var der også masser af tid til at slappe af og nyde det flade (og lidt ensformige) landskab. På et tidspunkt gik vi også op på toppen af skibet, hvor Marianne var eneste kvinde blandt en masse mænd.

Her i Bangladesh har kønnene tydeligvis forskellige pladser. Så selvom de er moderate muslimer, er der helt klart stadig en rangorden, hvor kvinderne ikke har de samme rettigheder og muligheder som mænd. Det er dog ikke så grelt som i visse mellemøstlige lande. F.eks. har vi set valgplakater her i Bangladesh, hvor kvinder stiller op til lokalvalg.

Da vi endelig lagde til i Barisal klokken 11 i stedet for klokken 6, myldrede passagerne ud. Og bag efter dem kom en håndfuld mænd så slæbende med en række varer, der havde været med skibet – fra senge til sække med korn i.

Der kom også en lokal dreng ombord, som vi snakkede lidt med. Han kunne ikke så meget engelsk. Men det lykkedes ham alligevel blandt andet at spørge, om vi var muslimer. Og han blev tydeligvis skuffet, da vi desværre måtte meddele ham, at vi var kristne. Men han kom sig dog hurtigt over det og snakkede videre med os.

Til frokost fik vi det samme som til aftensmad – nemlig nogle sølle stykker kylling og noget ris. Og efter at have været inde i to havne mere, nåede vi endelig Hularhat, hvor vi skulle af – med 5,5 timers forsinkelse.

Lige inden havnen forlod vi vores kahyt, så den kunne blive gjort rent. Det tog nu ikke lang tid. Først blev der fejet gulv ud på dækket – og derefter videre ud over kanten. Og så sluttede rengøringen af med, at vores affaldskurv blev tømt ud i floden. Så meget for at samle plastikflasker og dåser pænt sammen.

I Hularhat blev vi så hentet af en minibus – og sammen med vores guide kørte vi mod Bagerhat (det hed byen faktisk).

Turen foregik på nogle rigtig dårligere veje, som vi igen delte med en række forskellige køretøjer – fra cykel-rickshaws med elmotor og mærkelig havetraktor-lignende køretøjer til motorcykler og store buser.

Og som vores guide sagde, så var busserne vejenes konger. I hvert fald overhalede de bare ligegyldigt hvad. Og så var det ellers de små, modkørende køretøjers opgave at trække ind til siden. Den slags småting havde busserne tilsyneladende ikke tid til at tage sig af.

Men hvis busserne var vejenes konger, så var vi vist vejenes prinser. I hvert fald fulgte vores chauffør nogenlunde samme regel – altså at de små køretøjer måtte vige for de store.

Så resten af trafikkens pøbel måtte pænt trække ind til siden, når vores minibus overhalede. Men igen så det faktisk ud til at fungere helt fint – uden nogen sure miner i trafikken.

Da vi endelig kom til Bagerhat, var første stop ”60 Dome Mosque”. Trods navnet havde moskeen dog ikke 60 kupler – men 81. Da vi kom, var der dog bøn – og vi måtte derfor vente udenfor.

I mellemtiden kunne vi så igen stille op til en række selfies – blandt andet sammen med en hel klasse og ikke mindst den store skolebanner, som de rullede ud foran vores gruppe.

Fordi vi skulle ind i en moske, havde Marianne taget en lang skjorte på og tørklæde om hovedet – hvilket fik flere til at spørge, om vi var muslimer. Svaret var dog, at vi var kristne – men havde valgt tørklædet på grund af respekt. Igen var der skuffelse at spore i ansigtet på dem, som havde spurgt. Men det ikke mere, end der stadig var plads til et selfie.

Inden vi forlod området, skulle Marianne og Frida lige på toilettet, hvilket satte Vilde og jeg i en udsat position – nemlig som selfie-ofre. For man skulle ikke stå stille mere end et par sekunder, før de første var klar med et mobiltelefon-kamera. Og derefter flere og flere.

Fra moskeen med de 81 kupler kørte vi til en anden moske med mere beskedne 9 kupler. Og derfra videre til en anden moske, hvor ham, som havde bygget alle de andre moskeer, var begravet. Det kunne man dog ikke rigtig se, for man måtte ikke komme ind i moskeen.

Efter endnu en række selfies kunne vi flygte ind i minibussen og køre mod Khulna, hvor vi skulle overnatte. Turen tog en times tid – i mørke. Og utroligt nok var der en række af vores medtrafikanter, som ikke mente, at lys var nødvendigt på deres køretøjer – selvom der var masser af trafik på vejen.

Da vi kom til Khulna, blev vi indkvarteret på City Inn, der vist nok skulle være det bedste hotel i byen. I hvert fald var det bedre end det hotel i byen Mongla, som vi ifølge planen skulle have boet på. Men det havde åbenbart været så dårligt, at en række tidligere gæster havde klaget til bureaet, selvom de tydeligt i turbeskrivelsen gjorde opmærksom på, at de godt vidste, at det ikke var for godt – men desværre den bedste mulighed i byen.

Og City Inn var da også et ganske udmærket hotel – med en ok aftensmad. Efter vi havde spist, blev pigerne lagt til at sove – igen på hvert sit værelse sammen med én voksen.

Bagefter kunne vi så komme på internettet igen efter halvanden døgn offline. Vi kunne dog hurtigt konstatere, at verden stod endnu – og at den største nyhed var et skænderi, som Ghita Nørby havde haft med en radiojournalist.

Det var dog kun et kort ophold på hotellet. For allerede næste morgen skulle vi op klokken 5. Og klokken 6 kørte vi mod Mongla – som var udgangspunktet for næste del af vores tur (og der hvor det dårlige hotel lå).

Efter en times kørsel nåede vi havnen i Mongla, hvor vi udskiftede minibussen med den båd, som skulle sejle os rundt i verdens største mangrove-område kaldet Sundarbans de næste tre dage.

Båden var af den mere primitive slags uden varmt vand og kun med strøm et par timer om dagen (fra en generator). Men den var hyggelig. Og vigtigst af alt, så fik vi vores eget område nedenunder – med eget fællestoilet.

Vi blev taget rigtig godt imod af den seks mand store besætning, der bestod af en naturekspert, en kaptajn, en kok, en maskinmester, en altmuligmand og en robådsmand. Og kort tid efter steg også en ranger på båden, så der inklusiv vores guide var otte mand til at tage sig af os.

Kort efter vi var sejlet fra Mongla, blev morgenmaden serveret. Og lidt senere havde vi så første stop, hvor vi fik på land for at kigge på dyre- og plantelivet. Her var den mest interessante oplevelse en række mudderfisk med ben – som kunne trække vejret over vandet. Og som derfor lå i mudret og så ret mærkværdige ud.

Herefter var der tid til lidt afslapning – hvor vi blandt andet fik øje på et par delfiner i vandet. Senere fik vi også frokost, der klart var bedre end den, som vi havde fået på The Rocket. I det hele taget lavede kokken rigtig god, lokal mad – selvom der var enkelte retter, der ikke lige faldt i vores smag.

Resten af eftermiddagen var der ikke så meget på programmet. Så der var både tid læsning og en lur, inden vi først på aftenen skulle ud i robåd og sejle på en mindre kanal – og kigge efter dyr.

Desværre så vi ikke så mange dyr – hvilket var kendetegnende for hele bådturen. Men måske er vi også bare blevet lidt for forvente, efter vi har sejlet rundt og kigget på næseaber, masser af fugle og endda elefanter på Borneo.

Efter bådturen blev aftensmaden serveret. Og bagefter blev pigerne, som næsten ikke kunne holde sig vågen, lagt i seng. Og der gik da heller ikke lang tid, før vi voksne sov.

Lørdagen startede med vækkeuret, der ringede klokken 6. Og 6.30 sad vi endnu engang i robåden på vej ned ad en kanal for at kigge på dyr.

I Sundarbans lever den bengalske tiger – der dog meget sjældent bliver set. Vi måtte derfor også nøjes med at se friske fodspor efter en tiger, der var svømmet over kanalen. Vores naturguide mente, at sporene maksimalt var to dage gammel. Og i øvrigt fortalte han også, at tigre normalt ikke bryder sig om vand. Men fordi der er så mange småøer i Sundarbans, har det været nødvendigt for tigrene her at lære at svømme.

Efter vi havde sejlet lidt, begyndte det at regne – for kun anden gang her på vores rejse. Så robåden blev vendt, og vi sejlede tilbage til vores skib, hvor der blev serveret morgenmad.

Lidt senere sejlede vi igen af sted på en robådstur, hvor vi fik set lidt flere dyr – blandt andet hjorte, aber og kingfisher-fugle.

Efter bådturen skulle vi ud på en længere gåtur – der vist nok skulle være omkring 10 kilometer. Først gik vi igennem et hedelandskab, der sjovt nok mere mindede om Vesterhavet end om et subtropisk landskab.

Derefter kom vi til en lang, bred strand (der også sagtens kunne have ligget ved Vesterhavet). Stranden var stort set helt øde, og vi havde derfor den næste del af gåturen langs stranden helt for os selv – indtil vi nåede ned for enden.

For her kom de lokale turister fra Dhaka og resten af Bangladesh på tur. Og så var det tid til en masse selfies igen. Desværre var det så også tid til en masse affald – som vi ellers havde været forskånet for indtil nu i Sundarbans.

Og det var desværre tydeligt at flaskerne var helt nye. Det var altså ikke nogen, der var skyllet op på stranden – men nogen, der var lige var smidt af alle de lokale turister. Der mangler tydeligvis miljø-oplysning og miljø-opdragelse i denne del af verden.

Herfra var der så kun en kort gåtur tilbage til båden. Men efterhånden var pigerne også godt trætte – hvilket der ikke var noget at sige til. For ud over en lang gåtur, var den så også foregået i over 30 graders varme.

Tilbage på båden fik vi serveret frokost. Og så var det ellers tid til at komme i land igen til endnu en gåtur – denne gang dog af den korte slags. Her gik vi igennem et skovområde, der tidligere havde været helt tæt. Men nu stod der kun spredte træer rundt omkring – hvilket var resultatet af en voldsom orkan, der havde hærget i 2007.

Endnu engang kiggede vi efter dyr – uden rigtig at se nogen. Et par enkelte aber blev det dog til. Og så så vi også lige et vildsvin, der gik rundt nede ved vandet med snuden i sandet.

Dagens udflugter sluttede med endnu en tur i robåden for at kigge på dyr – uden at det blev til meget mere end et par fugle. Og så havde vi lidt tid til at slappe af, inden der blev serveret aftensmad.

Og da det var sidste aftensmad, blev der serveret lidt ekstra godt – nemlig BBQ-kød tilberedt på grillen samt ikke mindst cola til. Derefter var det sovetid for pigerne – og kort tid også for os voksne.

Næste morgen var det så op allerede klokken 5.30 – og klar til bådtur klokken 6. På forhånd havde vi aftalt, at pigerne skulle blive tilbage på båden, så de kunne få sovet. Frida var dog allerede vågen, da vi tog af sted – mens Vilde stadig sov.

Pigerne gik dog ikke glip af det helt store. For endnu engang så vi kun nogle fugle og et par aber. Og heller ingen tigre denne gang – hvilket vi dog heller ikke havde regnet med.

Tilbage på båden fik vi morgenmad, inden vi sejlede tilbage mod Mongla. På vejen stoppede vi ved en fiskerlandsby for at gå lidt rundt der.

I landsbyen var de tydeligvis fattige – men virkede alligevel som om, at de havde et godt liv og ikke manglede noget. De var samtidig også langt mere generte, end vi havde oplevet alle andre steder i Bangladesh.

Efterhånden kom der dog et par børn, som hurtigt begyndte at følges med os – hvilket fik flere til at følge trop. Og inden vi fik set os om, så havde vi en hale af børn (og enkelte voksne) efter os. Og de få af beboerne, som havde mobiltelefoner, fik da også lige taget et par selfies med os. Så det var en rigtig hyggelig oplevelse.

Fra landsbyen sejlede vi en kort tur til et område, hvor de opdrættede krokodiller og skildpadder – for at sætte dem ud i naturen igen. Og det var åbenbart et yndet udflugtsmål for endagsturisterne i området. I hvert fald blev der igen taget masser af fotos.

Samtidig kunne vi også konstatere, at vi nærmede os civilisationen igen – ved at kigge ned i vandet. Hvor der intet havde været i floden i den mere øde del af Sundarbans, flød det nu igen med affald. Og smoggen begyndte efterhånden også igen at ligge i luften.

Inden vi nåede helt i havn, kastede vi anker en sidste gang for at spise frokost. Og mens vi spiste, kunne vi så også se en delfin lege i vandet.

Efter frokost sejlede vi så tilbage til Mongla og sagde farvel til vores bådpersonale, som havde gjort alt for, at vi skulle have en god tur.

Og vi havde helt sikkert også haft en god tur. Naturen havde været lidt ensformig – og ikke så spændende. Og vi havde heller ikke oplevet det helt store dyreliv. Men som altid havde det været hyggeligt at sejle rundt. Så vi fortrød på ingen måde, at vi havde taget turen.

Fra Mongla kørte vi så tilbage til Khulna – med samme chauffør og til samme hotel. Her sagde vi farvel til vores guide og gik op på vores værelse for at nyde den kolde aircon – som havde været fraværende på båden. Det krævede dog lige et værelsesskift. For Mariannes og Fridas aircondition virkede ikke.

Senere ville pigerne gerne i poolen. Men det viste sig at koste 300 taka per person per time – hvilket er knap 25 kroner. Det lyder måske ikke af så meget. Men her i Bangladesh er det rigtig mange penge. Og vi har godt nok aldrig oplevet før, at vi som hotelgæst skulle betale for at benytte hotellets pool. I hvert fald droppede vi denne svømmetur.

I stedet gik vi lidt efter til hotellets restaurant for at spise aftensmad – hvor vi igen fik en ok aftensmad. Viljen til at give god betjening fejlede dog ikke noget. I hvert fald blev en af retterne serveret af en tjener, som i den anledning havde taget hårnet på (og ikke havde haft det da han tog mod bestillingen). Der skulle jo helst ikke komme hår i maden.

Efter pigerne var lagt i seng, startede der et voldsomt uvejr. I over en time kom der hundredvis af lyn – og strømmen røg flere gange. Så vi glædede os over, at vi ikke stadig var på vandet.

I forgårs skulle vi så videre fra Khulna og tilbage til Dhaka. Så vi stod op, fik pakket og spist morgenmad, inden vi blev hentet klokken 10.

På Google Map havde vi set, at køreturen skulle tage cirka to timer og 20 minutter – hvilket var lidt svært at forstå, da der kun var 70 kilometer.

Og efter at vi var kommet ud af byen, drønede vi da også af sted med 70 km/t. Det varede dog ikke længe, før vi ramte en elendig grusvej – og farten blev sat ned til 10 km/t. Og så gik det lige pludselig meget langsomt med at komme fremad.

Derfor drejede chaufføren efter lang tids bumpende kørsel også af hovedvejen (som grusvejen faktisk var) og kørte af nogle mindre, men asfalterede veje. I afstand var vejen helt sikkert længere – men samtidig også hurtigere.

Vi kunne mærke, at han kørte godt til – og flere gange snakkede i telefon med en eller anden. Så vi blev en smule nervøse for, om vi kunne nå vores fly. Specielt fordi vores guide dagen før havde fortalt, at vores flyafgang ville være en time forsinket – og vi derfor først havde forladt hotellet en time senere end normalt.

Men pludselig blev vi i tvivl, om han måske havde misforstået noget. Eller om flyafgangen var blevet lavet om igen i mellemtiden.

Så vi sad og blev lidt stressede, efterhånden som tiden gik – uden vi følte, at vi kom meget nærmere lufthavnen. Specielt da vi så var kort derfra – men først lige skulle igennem den massive trafik i Jessore.

Endelig klokken 12:20 var vi så fremme – på præcis samme tidspunkt, som vores fly oprindeligt skulle have fløjet. Heldigvis kunne vi konstatere, at flyet faktisk var forsinket – og vi kunne endelig slappe lidt af.

Lufthavnen var meget lille, så det tog ikke lang tid at komme fra check ind og til den enlige afgangssal – da sikkerhedstjekket først virkede. For skanningsmaskinen kørte ikke, da vi skulle igennem. Tilsyneladende var der ingen strøm på den.

Efter personalet lidt rutinemæssigt havde byttet rundt på et par ledninger, startede Windows XP dog pludselig op på skærmene – og rullebåndet begyndte at køre. Og så kunne vi få tjekket håndbagagen.

Med lidt over en times forsinkelse lettede vi så og fløj mod Dhaka. Flyvetiden var kun på en halv time, men personalet nåede alligevel lige at servere en tør sandwich og et stykke sandkage på vejen.

I Dhaka lufthavn blev vi hentet af vores chauffør, som var meget snakkesalig – og fortalte en hel masse om byen på vejen til vores hotel. Heldigvis havde vi valgt et hotel i den nordlige del af Dhaka – ikke så langt fra lufthavnen. Så vi slap for den lange tur til den gamle del af Dhaka denne gang.

Derfor gik der heller ikke så lang tid, før vi var fremme ved vores hotel Amari Dhaka, hvor vi fik vores værelse.

Lidt senere gik vi så ud for at finde et supermarked. På vejen kom vi forbi en Pizza Hut, hvor vi valgte at spise. Lidt efter fik vi handlet lidt i supermarkedet. Her galt det dog om at kigge godt på priserne. For mens de lokale varer var meget rimelige i pris, var der også importvarer – til meget opskruede priser.

Efter vi kom tilbage til værelset, fik vi set et manglende afsnit af X-Factor. Og derefter var det sovetid – først for pigerne og lidt efter for os.

I går valgte vi så at sove lidt længe – for første gang i lang tid. Bagefter spiste vi morgenmad på hotellet – der var rigtig dyr i forhold til priserne ellers i Bangladesh. Men den var godt nok også lækker.

Bagefter kastede pigerne sig over skolearbejdet – noget de havde forsømt lidt på det seneste. Og da det var klaret, var vi en tur ved poolen – hvor vagten insisterede på, at der skulle være en voksen i vandet, hvis pigerne ikke kun skulle bade i børnepoolen.

Og da Marianne forståeligt nok ikke har lyst til at bade i bikini her i det muslimske og meget lidt turistede Bangladesh, blev det så min opgave.

Mens vi var ved poolen, begyndte det pludselig at blæse op. Så vi skyndte os at komme op af poolen, få tørret os og komme ned til vores værelse.

Og lige da dørene til elevatoren åbnede sig på vores etage, kom der strømafbrydelse. Så havde vi bare gået ind i elevatoren fem sekunder senere, var vi strandet i en kulsort elevator. Hvor heldig har man lige lov til at være.

Det havde dog ikke været det helt store problem, for strømafbrydelsen varede kun kort tid – men sikkert længe nok til, at pigerne havde været blevet lidt skræmte.

Uvejret blev dog ikke til det helt store. Så lidt efter kunne vi gå ud i byen for at finde et sted at spise aftensmad. Det endte med en tilfældig restaurant, der var meget hyggelig. Til gengæld var maden ikke den helt store oplevelse. Prisen på de i alt 120 kroner kunne vi dog ikke klage over.

På vejen tilbage var vi lige i et supermarked. Og så var det hjem for at lægge pigerne til at sove. Bagefter fik vi klaret lidt praktiske ting, inden det også var sovetid for os.

Her til morgen har vi så igen spiste den dyre men lækre morgenmad på hotellet. Om lidt står den så igen på lidt skolearbejde, inden vi skal ud at kigge lidt på byen omkring os.

I morgen har vi aftalt en byrundtur i den gamle del af Dhaka. Og i overmorgen flyver vi så videre til Bhutan, hvor der venter nye oplevelser.