Templer og og kriblende aftensmad

Efter nogle meget rolige dage i Luang Prabang i Laos, har vi haft mere travlt i Siem Reap i Cambodia. Både med at se et hav af templer. Og også med at spise et aftenmåltid bestående af en række dyr, som vi ellers normalt ikke sætter tænderne i.

I mandags var det tid til at forlade Luang Prabang. Vi skulle dog først flyve om eftermiddagen. Så der var masser af tid til at spise morgenmad og pakke, inden vi kørte mod lufthavnen klokken 12.

Efter den sædvanlige gang indcheckning, paskontrol og sikkerhedskontrol, stod den på ventetid i afgangshallen. Heldigvis var der flere muligheder end i Chiang Mai. Og vi fik da også brugte de sidste af vores Laos-penge – til priser der var det dobbelt af dem inde i byen.

Vores fly var godt 20 minutter forsinket. Heldigvis hentede vi det meste af forsinkelsen på den korte flyvetur til Siem Reap – så vi kun landede en smule forsinket.

Vi havde søgt visum på forhånd. Og da lufthavnen samtidig var moderne og godt bemandet, tog det ikke lang tid at komme igennem paskontrollen. Til gengæld måtte vi så vente lidt tid på bagagen.

Det var på forhånd aftalt med hotellet, at de skulle hente os i lufthavnen. Og derfor sad vi kort efter i en bil på vej til hotellet Mane Boutique Hotel & Spa, der lå en kort køretur fra lufthavnen.

Ved ankomsten blev vi så budt velkommen af to ekstremt venlige receptionister – som også lige udspurgte os om vores navne. Efterfølgende fandt vi ud af, at det var for at stort set alle på hotellet kunne lære dem udenad – og derved tiltale os ved vores fornavne.

Lidt efter ankomsten gik vi ud for at spise på restaurant Haven, der lå lige ved vores hotel. Udover rigtig god mad (ifølge Tripadvisor) havde restauranten også den fordel, at den blev brugt til at udlære unge med en svær baggrund til tjenere. Så vi fik kombineret et godt måltid med et godt formål.

Efter maden gik vi på jagt efter chips og slik til vores MGP-aften. Det var ikke nemt at finde. Men til sidst lykkedes det. Og så kunne vi sætte os foran tv’et og se 10 børnegrupper synge om venskab og rulleskøjter. Det blev derfor også lidt sent, før pigerne kom i seng.

Nattesøvnen blev ikke den bedste for os. For lige over for hotellet boede en hund, der insisterede på at gø flere gange i løbet af natten. Den slags småting generer åbenbart ikke de lokale. Og hotellet kan jo heller ikke gøre så meget ved det – selvom vi nok ikke er de første gæster, som har været generet af det.

Efter morgenmaden tog vi så med hotellets gratis tuk tuk til centrum af Siem Reap, hvor vi gik lidt rundt og kiggede på butikker – og var en tur på markedet. Senere blev det også til en frugtshake, inden vi var inde i flere butikker.

Turen sluttede af med frokost på en restaurant i centrum. Her annoncerede vi også vores plan om at gå hjem for pigerne – hvortil Vilde svarede: ”Jeg vil hellere sidde fast i en elevator i 20 minutter end at gå hjem”. Det endte dog alligevel med at blive gåturen – og ikke elevatorturen.

Da vi kom tilbage til hotellet, stod der en modtagelseskomite på 6 mand, som alle spurgte til vores dag – mens de alle brugte vores navne. Det var næsten for meget af det gode – og lidt komisk.

Resten af dagen brugte vi ved poolen. Og om aftenen gik vi ud for at finde en restaurant. Det var dog ikke så nemt. Så vi endte faktisk på Haven igen – hvor vi var så heldige at få bord, fordi de lige havde fået en aflysning.

Næste dag var så tempel-dag. Vækkeuret ringede klokken 6.20 – og efter morgenmaden var det så af sted med tuk tuk mod Angkor Wat området.

Inden vi kunne komme så langt, skulle vi dog først købe billet i det travle velkomstcenter – til en pris på 63 dollars per mand for tre dage. Og det er rigtig mange penge i Cambodia. Heldigvis var det gratis for pigerne.

Første stop var det meste berømte tempel af dem alle – nemlig Angkor Wat. Her havde vi også været for 15 år siden. Og hold op der var sket meget.

Ikke med templet – for det lignede sig selv. Men der var ekstremt mange mennesker. Og størstedelen af dem var asiater – hovedsageligt fra Kina. Faktisk ville der nok ikke være mange flere mennesker end den gang for 15 år siden, hvis man fjernede alle kineserne. Deres nyudviklede rejselyst har godt nok fået stor betydning for hele verden.

Hvis kineserne så bare var stille og rolige, ville det måske ikke betyde det store. Men de kommer i store grupper, er enormt højrøstede – og går mere op i at kravle rundt på de gamle bygninger og tage selfies end at opleve seværdighederne.

Så det var en rigtig ærgerlig oplevelse at se, hvordan Angkor Wat var blevet forvandlet til en forlystelsespark i stil med Disneyland – i stedet for at være en af verdens nye vidundere. Og det kan heller ikke rigtig live ved med at fortsætte sådan. For udover at det skaber dårlige oplevelser, så slider det også enormt på de gamle bygninger.

Fra Angkor Wat kørte vi videre i tuk tuk – igennem Angkor Thom porten og til Bayon-templet med de 54 søjler med 4 ansigter på hver.

Her var der også rigtig mange mennesker. Men gik man bare en smule væk fra hovedruten i templet, kunne man pludselig have det næsten for sig selv. Åbenbart var selfie-mulighederne ikke nær så gode her.

Næste tempel var Baphuon – der også er blevet kaldt verdens største puslespil. Det skyldes, at det i forbindelse med restaurering blev skilt fuldstændig ad. Alt blev naturligvis grundigt dokumenteret. Men da Pol Pot og De Røde Khemer tog magten, destruerede de alle noterne.

Så da det senere skulle samles igen, var der ingen anden udvej end møjsomligt at få de 300.000 sten til at passe sammen. Og til sidst lykkedes det på imponerende vis at samle puslespillet.

Desværre måtte pigerne ikke komme med ind på templet, fordi der var nogle for høje og stejle trapper. Så i stedet måtte Marianne og jeg gå der ind på skift. Heldigvis var der så også nogle søde aber lige uden for templet, som de andre tre kunne kigge på imens.

Frokosten blev spist på en rigtig turistrestaurant – hvor man sad på gulvet, mens der svømmede fisk rundt i et bassin mellem bordene. Prisen var da også i den dyre ende. Alligevel spiste vi kun for omkring 400 kroner for fem retter mad, to is samt masser af drikkevarer. Cambodia er et virkelig billigt land (når det ikke lige gælder Angkor-billetter).

Efter frokosten kørte vi videre til jungletemplet Ta Prohm, der er kendt fra filmen Tomb Raider. Til forskel fra de fleste andre templer i området, er det tempel ikke blevet restaureret. Her har træerne fået lov til at gro – hvilket betyder at de store grene og rødder har flyttet sten, der vejer flere hundrede kilo.

Personligt er Ta Prohm da også et af mine yndlingstempler, da det, til forskel fra de andre, virker mere autentisk og eventyragtigt.

Sidste stop var Banteay Kdei, som vi gik lidt hurtigt igennem. For efterhånden var vi blevet godt trætte. Og temperaturen på omkring 36 grader i skyggen gjorde det heller ikke bedre.

Tilbage på hotellet fik vi skyllet støvet af os og hoppede i poolen. Og efter en tur i bad, tog vi hotellets tuk tuk til centrum, hvor vi fandt en restaurant med pastaretter.

Efter at have handlet lidt, kørte vi med tuk tuk tilbage til hotellet – til den fyrstelige sum af to dollars. Og så var det ellers sovetid.

I forgårs stod den så på endnu flere templer. Her var første stop Banteay Srey, der ligger 37 kilometer fra Siem Reap. Og i en tuk tuk med en topfart på under 40 km/t, var det en ret lang tur.

Den store afstand havde dog ikke afholdt kineserne fra at tage dertil. Og de opførte sig ikke meget bedre end på Angkor Wat – igen var selfies mere vigtigt en respekt for templerne og den buddhistiske kultur.

På et tidspunkt var der en af kineserne, som af en lokal vagt blev bedt om at dække sine bare skuldre. Det havde undret os lidt, at vi ikke havde oplevet det før – for der var massere af dårlig opførsel at tage fat på.

Men da vi så kineserens reaktion på vagtens påbud, kunne vi bedre forstå det. For hun var komplet ligeglad. I hvert fald signalerede hun meget tydeligt til sin veninde, at det gad hun ikke rette sig efter.

Normalt er Marianne ikke typen, som leger politibetjent og påtaler den slags. Men her fik hun nok – og bad venligt men bestemt kineseren om at respektere kulturen. Og det havde åbenbart en større effekt, når en vesterlænding end en lokal guide påtalte det. I hvert fald fandt kineseren et tørklæde frem og gik med det efterfølgende.

Kineserne kunne i øvrigt heller ikke nøjes med selfies af hinanden. De havde også stort behov for at fotografere Vilde. Det har vi oplevet tidligere. Men som regel er det blevet gjort meget diskret.

Her mente en kineser dog, at det var helt ok at stikke sin kæmpe kameralinse direkte op i hovedet på Vilde – helt uden at spørge om lov. Velkommen til zoologiske have med lyshårede børn som hovedattraktion.

Men når man ellers så bort fra de højtrøstede og respektløse kinesere, var templet faktisk rigtig fint – med nogle flotte og detaljerede udskæringer. Og det var derfor den lange køretur værd.

Efter endnu en lang køretur var vi så tilbage i Angkor området, hvor næste stop var Pre Rup templet. Det var endnu et tempel med stejle trapper og flot udsigt. Og denne gang måtte Frida og Vilde sjovt nok gerne komme med op.

Templet var åbenbart også endnu et perfekt sted for en asiat-selfie. Og det skulle være i det fineste tøj. I hver fald var der en ung kvinde i lang kjole og højhælede sko, som havde forceret alle de mange, stejle trappetrin – for at posere for kameraet på toppen af templet.

Vi var ret spændte på, hvordan hun ville klare at kravle ned ad trapperne igen i de højhælede sko. Men faktisk klarede hun det forbavsende godt. Det var vist ikke første gang hun havde bevæget sig ud i besværligt terræn for at få taget en selfie i højhælede sko.

Havde hun gidet at gå bare en smule rundt på templet, ville hun dog have opdaget, at der var en ny trappe med gelænder, der var meget nemmere at komme ned ad. En trappe som vi valgte at bruge – selvom vi havde mere klatrevenlige sko på.

De næste to templer var henholdsvis East Mebon og Ta Som – hvor det sidste var endnu et jungletempel. Og det er også her, at det mest fotograferede Angkor-motiv er. Nemlig et træ der nærmest vokser op igennem indgangen til templet.

Alligevel var det tilsyneladende ikke på highlight-ruten. I hvert fald undgik vi de store turistbusser fyldt med asiater – og kunne nyde det sammen med nogle få andre, som kom i helt små grupper.

Derved blev Ta Som templet nok også den mest behagelige oplevelse. Ud over at det var endnu et ”vildt” tempel, så kunne vi også nyde det i fred og ro.

Næste stop var nogle gamle vandbassiner kaldet Neak Poan. Og så var vi kommet til det sidste tempel Preah Khan.

Det var et ret stort tempel. Og da vi efterhånden var ved at være godt trætte, gik vi lidt hurtigt igennem det. Igen havde vi det dog næsten for os selv – hvilket var en dejlig oplevelse.

Og så oplevede vi også en vagt, der trådte i karakter. For på vej ud kom der en gruppe kinesere, hvor en af dem havde en meget kort kjole på.

Det meddelte vagten hende, at det gik ikke. Så hun prøvede desperat at vikle et meget lille tørklæde rundt om benene – hvilket var et helt håbløst (og ret komisk) projekt.

Resultatet var, at hun ikke kom ind. Og selvom det ikke er pænt at være skadefro, så var det nu dejligt endelig at se reglerne vedrørende påklædning blive håndhævet. For en hård og konsekvent linje er tilsyneladende den eneste måde at lære kineserne på, hvordan de skal opføres sig. Man kan dog undre sig over, at der ikke er nogen af kinesernes egne guides, der gør dem opmærksom på problemet.

Fra Angkor-området kørte vi tilbage til centrum, hvor vi spiste en sen frokost. Derefter handlede vi og tog en tuk tuk tilbage til hotellet.

Her stod den på en tur i poolen. Og fordi vi havde spist sen frokost, sprang vi aftensmaden over – og kunne derved også få pigerne i seng i ordentlig tid.

I går havde vi så sidste dag i Siem Reap. Og med templerne godt overstået, kunne vi slappe lidt af. Så vi startede på værelset med lidt skolearbejde og iPad, inden vi spiste frokost på Haven – hvor den for en gang skyld stod på fish & chips og burger i stedet for asiatisk mad.

Efter frokosten brugte vi nogle timer ved poolen, inden vi gjorde os klar og tog en tuk tuk til Bugs Cafe.

Som navnet antyder, så er Bugs Cafe ikke en helt almindelig cafe – med helt almindelig mad. I stedet for kylling, svin og okse var ingredienserne alt godt fra junglen. Nemlig insekter og andet kryb, som man ellers normalt går i en stor bue udenom.

Tidligere er vi blevet præsenteret for den slags retter på diverse madmarkeder rundt om i Asien – uden det rigtig har virket tiltrækkende på os.

Men Bugs Cafe har en fransk ejer og en rigtig gourmet-kok ansat. Og de går også meget op i, at det skal være lækkert – og alt hvad der er slimet eller på anden måde klamt indgår derfor ikke i retterne.

Vi valgte en smagetallerken for fire personer med blandt andet wok med silkelarver og græshopper, forårsruller med to slags myrer, samosa med hakket fugleedderkop, spyd med water bugs og skorpioner – samt en række andre retter med indbagte eller friturestegte kryb.

Og vi fik spist stort set op. På forhånd havde vi ikke troet at pigerne ville være til stor hjælp. Men begge to kastede sig over måltidet med stor entusiasme.

Tilsyneladende havde Vilde ikke de store problemer med måltidet, mens Frida havde en smule svært ved det – men var alligevel sej nok til at prøve det hele.

Det meste smagte faktisk også ret godt. Det eneste, som vi ikke brød os om, var skorpionerne – fordi de smagte lidt for bittert og røget til vores smag. Og så var skallen i øvrigt også ret sej.

Maven på den indbagte fugleedderkop holdt vi os også fra – for den skulle tilsyneladende smage lidt af lever. Benene var til gengæld helt fine – og med otte af dem, var der nok til alle.

Så det blev en sjov (og mere velsmagende en forventet) oplevelse, som vi trods vores mange rejser ikke har oplevet før. Det nærmeste er vel det marsvin, som Marianne og jeg delte i Peru – og som smagte af våd pels. Så var insekterne alligevel bedre.

Bagefter gik vi lidt rundt i centrums bargade, hvor der var en god stemning. Her fik vi også endelig prøvet noget, som pigerne længe havde snakket om – nemlig de bassiner med fisk, hvor man stikker fødderne ned for at få gnavet sin døde hud af.

Det kilede en hel del – specielt med de store fisk. Og Marianne havde da også lidt svært ved at klare det. Så sjovt nok kan det være mindre slemt at spise en fugleedderkop end at stikke fødderne ned i et fiskebassin.

Sidste stop var en is-cafe, hvor vi fik en helt almindelig banana split (uden mærkelige tilsætninger). Og så tog vi ellers en tuk tuk tilbage til hotellet for at sove.

I dag skulle vi så videre til Bangkok i Thailand. Derfor blev vækkeuret sat tidligt, for at vi havde tid til både at pakke og spise morgenmad. Og 9.15 kørte vi så mod lufthavnen.

Her blev alt det praktiske hurtigt klaret. Og efter lidt ventetid med blandt andet en Burger King burger, fløj vi mod Bangkok.

Normalt er flyvetiden 70 minutter. Men vi må have haft medvind, for vi landede en halv time før – uden at være taget af sted før tid.

Og da både paskontrollen og bagageafhentningen gik lynhurtigt, var vi faktisk på vej i en taxa mod vores hotel på præcis det tidspunkt, hvor vi ellers skulle være landet.

Nu befinder vi os så på hotellet Grande Centre Point Ratchadamri – der til forskel fra de tidligere hoteller på rejsen er kæmpe stort.

I Bangkok har vi tre hele dage, hvor vi skal have klaret en række praktiske ting, inden vi flyver videre til Bangladesh.