Nyheder fra en bambushytte
Efterhånden har man prøvet at gå på Internettet mange steder. Sidst var det på et fint hotel, denne gang sidder jeg i en lille bambushytte midt i en støvet landsby. Forbindelsen er ret langsom, men det går jo nok.
Efter at have sendt nyheder hjem sidst, tog vi på souvenirjagt. Det lykkedes os at bruge 70 dollars på div. ting (startprisen var 103 dollars – så lidt fik vi det ned). Det bedste var dog, at man kunne bruge Visakort. Alle andre steder betaler vi kontant i dollars, hvilket betyder at man hele tiden skal tænke på at have nok til hele landet (det vil jo være ret skidt ikke at kunne komme til Bangkok igen). At betale med Visa er dog en ret omstændig affære. De skal have kortnummer, navn og pasnummer. Derefter ringer de op til en eller anden bank for at checke kortet. Desuden bliver det omregnet til Singapore dollars pga. en eller anden form for handelsblokade fra USA.
Efterhånden er man også ved at blive en smule træt af ris, så i går prøvede jeg en “pizza”. Det viste sig dog at være et fladt, tørt, sødt stykke brød med lidt ost og tomatsovs på – ikke meget med pizza at gøre. Til gengæld blev Marianne rigtig vartet op, da hun skulle på toilettet. Ikke nok med at hun blev guidet dertil, tjeneren ventede også til hun var færdig, hvorefter han sørgede for at tænde og slukke for vandet på de rigtige tidspunkter. Og nej, det var ikke en fin restaurant, men et lille sted.
Hvis man skal se solnedgang i Bagan, så tager man til nogle af de høje stupaer. Vi kom i god tid, og der var dejlig stille. Men kort før solen gik ned, væltede det ind med turistbusser, fyldt med højtråbende turister. Det ville være rart hvis man kunne slippe for dem bare engang imellem. Men selv om der var proppet på stupaen, så var det nu flot alligevel. Vi var ankommet på cykel, og da solen var gået ned, var det en mørk tur hjem. Man bruger ikke rigtig cykellygter, men på den anden side er der jo også en del biler uden lys, så…
I dag er vi så fløjet videre til Inle Lake. Turen startede nu ellers ret skidt. Det bestilte taxa kom ikke, og tiden nærmede sig efterhånden alvorligt. Men til sidst kom der en bil til os – formodentlig en af vennerne til ejeren af hotellet. Men pyt, så fik han da glæde af pengene i stedet.
Selv flyveturen tog en halv time. Udenfor holdt taxaerne og ventede, men da vi syntes det var lidt for dyrt, gik vi 100 m. ned af vejen – og der var prisen kun 2/3. Efter tur af de dårligste asfalterede veje, man kan forestille sig, nåede vi frem.
På trods af den relativt korte afstand mellem Inle Lake og Bagan, er folk meget anderledes. Her er der ikke mange der smiler til en – faktisk viker de en smule trætte af turister (selv om der jo er færre her end i Bagan). Meget mærkeligt, når man efterhånden har vænnet sig til altid at smile til alle.
I morgen skal vi på en bådtur på den berømt sø, dagen efter regner vi med at leje cykler og d. 21. tager vi videre til sidste stop – Mandalay.