På hundeslædetur i højderne

Vi befinder os nu i byen med det lange grønlandske navn Qeqertarsuaq under noget mere primitive forhold end dem vi forlod i Ilulissat.

I lørdags sluttede vi af med endnu et god aftensmåltid på ”Hotel Artic”, hvorefter det var tidlig i seng, for næste dag skulle vi tidligt op. Endnu engang glædede vi os over, at vi ikke skulle bo på ”Hotel Hvide Falk”, hvor byens drukkenbolte holder til lige udenfor – så havde vi nok ikke fået så meget søvn.

I forgårs stod vi op klokken fem for at spise en gang hurtigt morgenmad, hvorefter vi blev kørt ned til skibet, der skulle sejle os til vores nye destination Qeqertarsuaq på Diskoøen. Selvom der havde været spændende at opholde sig i Ilulissat, var vi efterhånden glade for at komme videre til nye oplevelser.

Tage havde på forhånd reserveret plads til os, hvilket var en god ting, for skibet blev fyldt – og her holder man sig til reglerne (til forskel for Asien). Der er plads til 60 personer, og der kommer ikke flere med. Det betyder da også, at der er siddepladser til alle.

Vi startede på dækket i vores seks lag tøj (som fik os til at ligne Michelin-manden) for at se udsejlingen. Efter en tur indenfor i varmen, måtte vi endnu engang ud at kigge – den udsigt bliver man ikke træt af. Hele turen var der fyldt med isbjerge, hvilke nu ikke er så overraskende, når man hører, at isbræen (hvorfra alt isen kommer) produceres lige så meget is (og derved også vand) om dagen, som New York bruger på et helt år.

Efter lidt over fire timers sejlads, nåede vi Qeqertarsuaq, hvor vores bagage blev hentet på havnen. På grund af pladsmangel i bilen måtte vi gå – men nu er afstandene heller ikke så store i en by med 998 indbyggere.

Overnatningsstedet for de tre næste nætter var et vandrehjem, der oprindelig havde været håndværkerbarakker – hvilket også kan mærkes på komfortniveauet (eller mangel på samme). Sengene består af tynde madrasser og så knirker det voldsomt. Det er åbenbart typisk for billigere steder (vi har i hvert fald oplevet det mange steder på vores rejser).

Den største tilvænning kræver tørklosetterne dog. Og til dem som ikke ved hvad det er, vi jeg ikke komme nærmere ind på det – ud over det involverer et toilet og en pose (der bliver hentet en gang om dagen). Sjovt nok er et værelse på vandrehjemmet ikke specielt billigt – 590 kroner om dagen. For hundrede kroner mere kan man få en hytte med bad, rigtigt toilet, gode madrasser og køkken i Ilulissat. Desværre er konkurrencen ikke så stor her – til gengæld er antallet af pakketurister også meget beskedent.

En god ting er dog, at vi har fået vores egen barak med lige præcis tre dobbeltværelser og et enkeltværelse – samt ikke mindst et opholdsrum, hvilket betyder, at vi ikke behøver at være sammen med andre grupper. Det er nu meget rart.

Da vi havde været tidligt oppe, besluttede vi os for at få en lille lur, hvilket var meget tiltrængt. Efter aftensmaden hyggede vi os med læsning i vores opholdsstue. Dagens største nydelse var dog Lis’ og Tages whisky – inkl. isklumper hentet i vandkanten. Det er en interessant tanke, at den is, der langsomt opløses i ens drink, kan være mange tusinde år gammel. Enkelte driftige forretningsfolk har da også talt om at forsøge en eksport til rige folk og deres dyre whisky.

Efter en rimelig nattesøvn (der dog blev spoleret af en del knirken), stod vi op til en dag med mange strabadser foran os. Mens vi var ved at gøre os klar, så vi et isbjerg kælve lige udenfor vores vindue (noget man ellers ikke ser hver dag). At kælve betyder på dansk, at stykker af isbjerget brækker af og ryger i vandet, hvilket skaber en større bølge. Ofte sker det også, at tyngdepunktet flytter sig, hvorved isbjerget vender rundt (noget der også skete i vores tilfælde). Her kan man for alvor fornemme, at 90 % af isbjerget er under havoverfladen.

Vi havde været lidt spændt på vejret, for vi var meget afhængige af, at det var i orden – ikke mindst at det ikke regnede. Dagens vandretur var nemlig ikke en af de helt almindelige. Foran os ventede en hård klatretur til Lyngmarksbræen 800 meter over byen. Her er der mulighed for at køre på hundeslæde om sommeren – noget som man ikke kan så sydligt andre steder.

Da vi nåede startstedet for turen, kunne vi se en masse grupper længere oppe. Vores syvmandsgruppe var blevet reduceret til fem, da Lis og min mor på forhånd havde besluttet sig for ikke at deltage i de hårde strabadser. De fulgte os dog på vej det første stykke.

Marianne og jeg lagde godt ud, men ret hurtigt blev det ret hårdt. Det gik stort set opad hele tiden, og et stykke oppe blev den hårde jord afløst af løse sten, hvilket absolut ikke gjorde det nemmere. Det hjalp dog lidt på motivationen, at vi efterhånden overhalede de andre grupper, som var startet noget før os. Man kan komme langt på god kondition og viljestyrke (og når ens kondition ikke er for god, må man bare have endnu mere viljestyrke).

Udsigten opad var fantastisk – man kunne se byen og alle isbjergene ligge langt nede. Vi brugte dog ikke så meget tid til at kigge os tilbage (bortset fra når vi havde brug for hvil), for vi vidste ikke, hvad der ventede forude.

På forhånd havde vi læst, at turen ville tage 3-4 timer, men efter to timer, kunne vi se hytten (hvilket fik armene i vejret). Samtidig var det også lidt af en sejr, at vi var de første på toppen.

Mellem os og hytten var der dog ”lige” et par hundrede meter sne – og kun ét par snesko. På turistkontoret havde de sagt, at man godt kunne komme igennem sneen uden, så vi besluttede os for at klø på. Når man er så tæt på målet, har man ikke så megen tålmodighed.

Jeg tænkte, at der hvor snescooteren havde kørt, var der sikkert ikke så dybt – hvilket skulle vise sig at være forkert. Til mit forsvar skal dog siges, at 3. mand på toppen (som rent faktisk var en norsk kvinde) også tog fejl. Når en nordmand ikke ved sådan noget – hvordan skulle jeg så?

Jeg havde ikke gået mange skridt, før jeg stod i sne til knæene. Men der var ingen vej udenom, så det var bare med at mase på. Jo længere tid man var om det, jo dybere sank man ned – så jeg nærmest løb i den dybe sne, hvilket var noget af det hårdeste på turen (specielt på dét tidspunkt). Resultatet var desværre også et par våde sokker – heldigvis havde Helge et ekstra par med, jeg kunne låne.

Men endelig var vi fremme, og vi kunne sætte os til rette på terrassen og nyde synet af de andre, som kom masende. En gruppe havde en guide med, og han kendte åbenbart den rigtige vej (et godt stykke til venstre), så de slap billigere.

Godt tyve minutter senere dukkede Tage, Helge og Ellen op – hvilket må siges at være meget imponerende af nogle, som befinder sig i omegnen af de 60 år. Ellen var dog tæt på at give op på et sted, der befandt sig godt 50 meter fra toppen (hvilket hun ikke vidste). Heldigvis besluttede hun sig for at fortsætte efter lidt chokolade. Helge påstod til gengæld, at det havde været hårdere den gang han havde kørt 82 kilometer i stiv modvind!

Vi nåede ikke at hvile længe på laurbærrene, før vi skulle af sted på slædetur. Umiddelbart ville vi godt have haft en lidt længere pause, men da vi hørte, at turen skulle køres fem gange (af halvanden time), var vi nu glad for at være de første, som kom i gang. De sidste kunne først forvente at være færdige ved ti-tiden om aftenen.

Efter at have iklædt os sælskindstøj fra fra top til tå (som faktisk klædte os ret godt – hvis vi selv skal sige det), var vi klar til at tage af sted. Hundene var heldigvis meget ivrige for at komme i gang, så der var udsigt til en god tur.

Om vinteren drøner slæderne af sted – men når underlaget består af tøsne (og det endda har regnet om natten), ser tingene lidt anderledes ud. Hundene skulle virkelig mase på for at slæden ikke skulle synke ned, så vi fik helt ondt af dem. En slædehund bliver da også kun godt seks år – mens en tilsvarende hund, som ikke skal arbejde, bliver godt 13 år. Her kan man for alvor snakke om nedslidning på grund af ens job.

Men hundene gør det nu heller ikke nemmere for sig selv. Et enkelt sted på vel godt to kvadratmeter var fyldt med sten (det eneste sted på ruten) – og det valgte hundene at køre over. Klogere er de åbenbart ikke.

Vores hundespand bestod af syv hunde på otte måneder – samt en førerhund. For at det ikke skal blive alt for hårdt for dem, bliver der spændt to hunde ekstra for slæderne på anden tur, og to mere igen på tredje tur. Men på fjerde og femte tur er der ingen ekstra hjælp.

Efter en god halv times tid nåede vi til det sted, hvor vi skulle vende. Inden turen gik tilbage mod hytten, fik vi en kort pause, hvor vi kunne nyde den fantastiske udsigt over resten af øen (der er Grønlands største) samt ind mod fastlandet.

Turen tilbage var endnu flottere, men efter halvanden time var det slut. Men det var nu også en passende længde – man fik oplevet det at køre hundeslæde uden det nåede at blive kedeligt. Så det var en rigtig god oplevelse (når man nu sandsynligvis ikke kommer til at køre hundeslæde om vinteren).

Efter vi havde spist vores medbragte mad, var vi klar til at tage turen nedad igen. Hvis vi havde forventet at det ville blive let, skulle vi dog hurtigt blive klogere. Godt nok skulle vi ikke opad mere, men når det går stejlt nedad, bliver man bare træt i nogle andre muskler, og samtidig er det hårdt for ledene. Det tog os da også lidt over halvanden time at komme ned – og at det ikke kan tages alt for let, fik vi set i dag. En af de andre vandrere, som var med op i går (og som overnattede i hytten), ødelagde sit korsbånd på den første del af turen ned og måtte fragtes resten af vejen til bunden af otte redningsfolk. Vi kunne nøjes med nogle ømme fødder – og for Mariannes vedkommende to kæmpe vabler.

Men turen nedad var trods alt nemmere end op, og vi havde da også overskud til at nyde udsigten – og Marianne fik plukket en del blomster. Vejret havde været perfekt på turen op og det meste af turen ned (let overskyet og en god vind) – hvilket holdt myggene væk. Men det sidste stykke klarede det op og vinden forsvandt, og så kom myggene frem. Så helt slap vi ikke for myggestik, men i det mindste var vi ikke blevet forfulgt af dem på vejen op (selvom det måske havde betydet endnu højere fart for at slippe for dem).

Endelig var vi nede og kunne tage os et velfortjent bad – og nyde en ualmindelig god cola. Mens vi sad med benene oppe, kunne min mor fortælle, at hun havde mødt vores gamle historielærer Anders Bohn – i øvrigt den anden fra Svogerslev, som vi har mødt her i Grønland.

Lis og min mor stod for aftensmaden – hvilket var dejligt, da vi ikke orkede alt for meget. Så efter en god gang kulhydrater i form af pasta og kødsovs, slappede vi af med lidt tv og læsning. Der var dog flere, som havde svært ved at holde sig vågen, så klokken ti lå vi alle i vores seng – og efter en hård kamp mod den tynde madras, faldt vi i søvn.

I morges stod den på ”sen” morgenmad (hvilket betyder klokke ni). Tage og jeg besluttede os for at det mest interessante, der foregik i byen, var dagens Tour de France etape til Alpe D’Huez i tv’et (der i øvrigt er en så gammel model, at det ikke har fjernbetjening). I mellemtiden var de andre kulturelle og så blandt andet et museum.

Efter frokost, var det tid til at få benene lidt i gang igen, så vi gik alle en let tur ud til det lokale vandfald. På vejen kunne vi kigge op på bjergtoppen og blive lidt imponeret af vores bedrift dagen før. Marianne og jeg besluttede os for at gå tilbage lidt før de andre – hvilket var en god idé, for i mellemtiden blev vejret dårligt med regn og kraftig vind. Så lige nu oplever vi det første dårlige vejr på turen, hvilket må siges at være billigt sluppet. Nærmest indtil den dag, vi ankom til Grønland, havde det regnet i store mængder. Og så kan dagene godt blive lange, når man ikke har mulighed for at opholde sig i naturen.

I morgen skal vi atter videre – denne gang mod byen Aasiaat (Egedsminde), hvor vi skal have en enkelt overnatning (på et sted der eftersigende skulle have nogle dejlige værelser). Heldigvis er sejltidspunktet lidt mere humant (klokken 12), så vi behøver ikke stå tidligt op.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.