En søfartsnations ikke helt så søstærke helte
Efter en noget barsk sejltur er vi nu kommet til turens næstsidste by – Aasiaat med 3130 indbyggere. Her er vi indkvarteret på ”Sømandshjemmet”, der trods sit måske ikke så luksuriøst-klingende navn faktisk er ret godt.
Mange af dagene har vi selv lavet mad, men i går aftes var sidste gang, der var mulighed for dette. Derfor galt det også om at få spist alle resterne, så måltidet bestod af kyllingelår, bønner og frysegrønt – suppleret op med en smule pasta og ris, for at vi kunne blive mætte. Om det var på grund af de mange, små retter vides ikke helt, men i hvert fald gik der millimeterretfærdighed i måltidet (med et humoristisk islæt) – hvilket ikke er helt nemt, når man skal dele 17 kyllingelår. Men alle fik vist hvad de skulle – og vi blev da også mætte til sidst.
Resten af aftenen stod på afslapning, og klokken blev ”hele” 23, inden vi lagde os til at sove.
I morges hentede vi morgenbrød, hvorefter vi udryddede resten af vores morgenmad. Mens vi sad og spiste, fik nogle andre pludselig øje på et par hvaler. Vi styrtede hen til vinduet, og det lykkedes os også at se dem – selvom de godt nok var langt væk (og derfor meget små).
Et par timer senere blev vores bagage hentet og kørt mod havnen. Vi fulgte selv med på gåben.
Båden sejlede lidt over tolv – endnu engang stort set til tiden. Så enten har vi været heldige, eller også sejler de meget præcist her i Grønland (noget vi ellers ikke har været forvent med på vores andre rejser).
Da vi er syv personer, gælder det om at få spæret pladser i en fart, hvis vi vil sidde sammen. Lis var også helt fremme i skoene – så vi kom ombord som nogle af de første. Det skulle dog vise sig, at det ikke var så relevant med pladser indenfor.
Under udsejlingen stod vi på dækket, men da bølgerne begyndte at slå ind over båden, valgte vi at gå indenfor. Der skulle vi dog ikke blive så længe, for efterhånden begyndte båden at vippe ret voldsomt.
Vi søgte udenfor igen, men for flere i gruppen (blandt andet Marianne) var det for sent – og resten af turen måtte tilbringes med et fast blik mod horisonten. Personligt slap jeg uden de store problemer – sandsynligvis fordi jeg nåede at komme op i den friske luft, inden jeg fik det for dårligt til ikke at kunne overskue det.
På den tre timer lange sejlads kunne vi konstatere, at det er en del år siden, Danmark bestod af lutter søstærke personer. Rundt omkring på skibet sad flere personer og var meget hvide i hovederne. Men en kuling føles nu også ret voldsom, når man er på en mindre båd.
For de fleste var det vist et kærkomment gensyn med land, da vi nåede Aasiaat. På havnen blev vores bagage hentet, og vi begav os endnu engang til fods mod vores sovested.
”Sømandshjemmet” ligger lige ved havnen og har en helt anden kvalitet en vores forrige overnatningssted. Her er bløde madrasser og et toilet, hvor man faktisk kan få efterladenskaberne til at forsvinde. Meget mere forlanger vi ikke lige nu. Godt nok er prisen også noget højere (920 kroner pr. døgn) – men det er nu det værd.
Eneste ulempe ved stedet er, at man skriver under på, at man ikke må nyde alkohol (hvilket nu ikke er det store problem at overholde med de priser). Hvad værre er – man må heller ikke besidde alkohol. Hvis man har noget, kan man aflevere det på kontoret – så opbevarer de det, indtil man skal af sted igen! Men mon ikke dem i gruppen, som har lidt med, bare holder det godt nede i kufferterne.
Opholdet her i byen bliver kun på lidt over et døgn, inden vi i morgen tager videre med skib til Sisimiut. Heldigvis er dette skib noget større, så forhåbentlig slipper vi for at blive søsyge igen. Ellers bliver det ti lange timer (selvom vi har kahyt).