På udflugt med torturbussen

Her i Cambodia har vi efterhånden haft en del muligheder for at lære om forskellige former for tortur i forbindelse med de Røde Khmer. Men heldigvis havde de ikke de muligheder, der findes i dag. Den sikre opskrift på at få en hvilken som helst person til at bryde sammen kræver følgende ingredienser: en bus med minimum af aircon men maksimum lyd af thailandske/cambodianske schlagere. Tilføj derefter en masse personer med ringende mobiltelefoner, en masse afsætning af passagerer og ikke mindst en utålmodig, hylende unge. Så har du den sikre tortur – eller bussen fra Phnom Penh hertil Sihanoukville. Og virkeligheden er det en af de bedre busser, vi har kørt med – måske er vi bare ved at være lidt trætte af alle de småting, der ikke rigtig fungerer.

Faktisk burde vi være glade for den gode plads, for da vi gjorde holdt på vejen, kom der en mindre familiebil og ud steg otte voksne mennesker – det mest imponerende var, at de sad fire på forsæderne.

Da vi så nåede frem, blev vi nærmest overfaldet af knallertchauffører, der alle ville have os med. Egentlig havde vi haft tænkt os at tage en taxa eller tuktuk, for med alt vores bagage var det svært at forestille sig, at det var muligt at køre på knallert – men ikke noget problem. Så vi kørte af sted med hver vores knallert. Vores rygsæk stod foran chaufføren og så sad vi ellers med resten. Det var vist ikke gået i Danmark.

Vi havde på forhånd udset os et hotel, og det var ikke noget dårligt valg. Et relativt nyt sted hvor alt virker (køleskab, aircon, bad, tv osv.) – og lige ved vandet. I det hele taget er her meget dejligt. Lækker hvid sandstrand og vand der minimum er 30 grader (meget varmere end noget vi tidligere har prøvet). Samtidig er der få mennesker, og ingen pakketursrejsende, så man slipper for japanere og “hr. og fru Danmark”. Til gengæld sidder vi gang på gang og undrer os over, hvorfor engelsktalende personer snakker meget højere end alle andre.

En anden måde at se på, at der ikke er særlig turistet er priserne nede ved vandet. Der ligger en masse små barer med meget lave priser. Men formodentlig er det kun et spørgsmål om tid, før der bliver bygget en masse ressorts – og priserne derefter stiger voldsomt.

Det er også noget af en oplevelse, når vi forlader hotellet. Inden vi får set os om, er vi omringet af 8-10 knallerter, der alle vil tage os med et eller andet sted hen. Som regel skal vi bare til vandet, og har derfor ikke brug for dem – og når vi endelig har, så er det jo kun en.

For lige at kigge lidt på tingene, startede vi dagen i går med at gå lidt langs stranden. Her mødte vi endnu engang de to danskere vi første gang faldt i snak med i Siem Reap. Siden har vi mødt dem både ved skolen og Killing Fields i Phom Penh og altså også her nu.

På vejen tilbage til vores hotel havde vi to gode oplevelser, der vi stedet “uskyld” (så længe det varer). Først kom to piger hen og tog Mariannes hånd og lagde nogle muslingeskaller i. Her forventede vi, at de ville kræve penge – men det gjorde de ikke. Lidt senere kom to drenge og spurgte, om vi ikke ville tage billede af dem, og også her var vi på vagt – men heldigvis ubegrundet. Ved Killing Fields gik der en masse børn rundt og sagde “1, 2, 3, smile – picture – one dollar”. De fleste andre steder ville vi nok bare have grinet af det, men her blev man lidt forarget – sådan et sted skal man kunne gå i fred.

Bagefter tog vi en knallert til banken for at veksle rejsecheck. De andre steder har vi gjort det i et rejsebureau og på hotellet – og det har vist været klogt. At få udbetalt 300 dollars i banken var nærmest mere besværligt end at få visum til Burma. Ud over at skulle skrive under en masse steder og oplyse alt fra fødselssted til skonummer (okay – overdrivelse fremmer forståelsen), skulle vi også vente et godt stykke tid. De skulle lige være 4-5 personer til at checke alt og tage kopier af det hele. Men til sidst fik vi pengene.

Og så var det endelig tid til at komme i vandet. Når man så sidder og tørrer, kan man snakke med alle sælgerne (der gerne vil af med saronger, hummer, frugt, chips og ikke mindst grillede blæksprutter). Mange af dem er børn – og heldigvis er de mere børn end sælgere (og derved ikke spoleret endnu). De plager utrolig meget, hvis man ikke vil købe noget af dem – “why not”(fordi vi hader frugt, saronger, … – har vi engang imellem lyst til at svare). Og hvis man kommer til at købe to poser chips af den ene, føler de andre sig meget forfordelt og kan ikke forstå, at man ikke også vil købe hos dem. Godt de endnu ikke kan køre knallert – så havde vi ikke kunne lave andet end at forklare dem, hvorfor vi ikke har brug for otte ture op til banken.

Desværre er der også visse andre ting, de ikke har lært her. For det første er der en del affald på bunden (hvilket vi kan se, når vi snorkler) og så plukker de koraller som var det blomster. Forhåbentlig får de lært det snart.

Sidst men ikke mindst er maden ret lækker. Til frokost fik jeg en kæmpe portion rejer, og i går fik vi fiskesteak. Mmmm, lækker – og nu er det vist blevet tid til aftensmad endnu engang.

I morgen er det så på stranden igen (og blive endnu mere røde) og i overmorgen vender vi så tilbage til Bangkok en sidste gang. Fem dage tilbage – så det er med at nyde den sidste tid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.