Tilbage i Bangkok – igen igen

Så er vi tilbage i Bangkok igen – for femte gang. Og sjovt nok ligner det sig selv. Væk er de mange knallerter, som hele tiden vil tage en med. Et enkelt spagt “taxa?” er det eneste man hører, når man forlader hotellet. Vi har igen booket os ind på “Narai” – vores andet hjem og et dejligt sted. En ting kommer vi dog til at savne fra Sihanoukville hotellet – sengetøjet. Lagnerne og dynerne var i hvidt satin ovenpå var der så et sengetæppe med motiver fra Disneys Dumbo. En meget pudsig blanding.

Selv om Cambodia (og ikke mindst Sihanoukville) var et dejligt sted med en masse søde mennesker, blev man træt af deres insisterende facon. Hele tiden ville de sælge noget, og faktisk var det ikke kun børnene, der opførte sig som børn – de voksne gjorde det også. Hele tiden “du skal også købe hos mig”, “du lovede” osv. De kunne simpelthen ikke forstå, at vi for det første ikke kunne købe fra dem alle sammen og for det andet tog den første, som solgte det vi havde brug for.

Et godt eksempel var forleden aften, hvor vi skulle til en anden strand for at se solnedgang (og denne gang lykkedes det faktisk uden skyer). Vi havde faktisk lovet en at bruge ham, hvis vi skulle af sted, men da han så ikke var der, ventede vi sjovt nok ikke, men tog en anden – hvilket resulterede i at han var lidt småfornærmet næste dag. Det er så belønningen ved at være lidt flink.

En anden mulighed er bare at ignorere folk. Det så vi flere gøre med tiggerne (sjovt nok ville de gerne snakke med de åh så søde børnesælgere). Det er ikke en særlig pæn måde at opføre sig på. I stedet valgte vi hele tiden at have det vi kalde “tiggerpenge” – mindre beløb som vi kunne give dem.

Men lige gyldig hvad, så kan man ikke undgå at snakke med børnene – og de er da også søde, selv om det godt kan blive lidt anstrengende hele tiden at skulle underholde (og ikke bare kan sidde i fred). De er ikke særlig generte. Flere gange har vi oplevet at de bare sætter sig (også selv om vi ikke vil købe noget). Så snakker de lidt, spiser lidt chips, prøver vores solbriller osv. Formodentlig trænger de bare til en lille pause i skyggen.

De fleste af dem er nu søde nok, men i går oplevede vi en bindegal kvinde. Hun gik (som så mange andre) rundt med et lille barn på armen og et større i hånden. Vi havde gok hørt at der var lidt råben længere henne af stranden, men det tænkte vi ikke over. Vi havde da også taget de sædvanlige penge frem, da hun uden videre tog vores vandflaske. Det ville vi jo ikke finde os i, og fik hende skubbet væk (uden penge). Så gik hun over til næste bord, tog en tom vandflaske og smed den i hovedet på personen der sad der. Efter det stunt fik hun endelig fat i en flaske hvorefter hun satte sig ud i vandet. Imens græd den største pige og trak i hende. Synd for børnene – hun havde tilsyneladende spist noget, hun ikke kunne tåle (i bogstaveligste forstand).

Da vi nu var ved vandet, var det også passende at spise lidt “havdyr”. Tidligere havde vi jo fået fisk, så i går var det tid til krabber. Egentlig havde jeg regnet med at få krabbekød, men i stedet fik vi hele krabber. Godt man havde prøvet den slags før – ellers kunne det hurtigt blive pinligt.

I dag havde vi så besluttet os for at flotte os med vores egen taxa tilbage til Phnom Penh. Alle de andre steder har vi taget en bus eller minibus sammen med en masse andre. Men hvis vi skulle det denne gang, var det afgang meget tidligt om morgenen. Samtidig havde vi ikke lyst til at sidde og svede i en bus fire timer, inden vi skulle videre med fly. Så det blev en taxa til 25 dollars (ca. 150 kr.) – egentlig ikke noget stort beløb men ret mange penge i Cambodia (det samme som en overnatning). Men den luksus tog vi os – og det var rart.

Det tog kun to timer og 45 minutter (imod fire timer i bus plus turen til lufthavnen i taxa). Imens fik Marianne sovet og jeg fik læst – når jeg ikke sad og kiggede på trafikken. Her gælder Darwins “De stærkeste overlever”. Når bilerne kommer tromlende med hornet i bund, må knallerterne hurtigt ud i rabatten – og over biler og knallerter hersker busser og lastbiler. Det eneste alle køretøjer viger for er køer (og hermed menes der kvæg). De vader bare ud foran det hele, og så gælder det bare om at bremse eller undvige.

Vores chauffør kørte godt til, og småting som fuldt optrukne linjer betyder ikke så meget. Rent faktisk blev vi kun overhalet en gang – det var til gengæld af en anden taxa med otte passagerer. Og nu ved jeg, hvordan de kan være der alle sammen – den ene sidder til venstre for chaufføren. Godt nok er automatgear (og derfor ingen kobling) og de er jo små, de asiater – men alligevel.

Vi var i lufthavnen i god tid, men så kunne vi jo bruge tiden på at more os over japanerne (igen). Rent faktisk er vi ikke helt sikre på, at de alle er japanere. Måske er det på samme måde for os, som jyderne har det med at alle fra Sjælland er Københavnere. Men under alle omstændigheder er disse lyse asiatere et morsomt folkefærd når de kommer i store flokke med alle deres kameraer og de underlige hatte (som for os ligner svejsehjelme).

Efter et par sandwich og colaer (til den latterlig lave pris af knap 70 kr. – det samme som halvdelen af prisen for 230 km. taxatur), benyttede vi den tilbudte lounge. Og det var rart, for vores fly var 45 min. forsinket.

Da vi endelig kom i luften, var der en del lufthuller, hvilket resulterede i en hysterisk unge skreg uafbrudt i et kvarters tid – godt man ikke sad i den ende af flyet. Lige foran os sad der en anden, lille pige, men hun var utrolig sød og nysgerrig – og sagde ikke noget som helst. Hvis de to piger havde byttet plads, var den hylende af dem nok kommet ud af flyet med noget af vores souvenir i munden – efter så meget ventetid er ens overbærenhed ret lille.

Selve turen var nu utrolig flot. Vi fløj omkring solnedgang og da der samtidig var en del blomkålsskyer, fik vi den utroligste solnedgang – den fås nu ikke bedre en i otte-ti kilometers højde. Turen sluttede med en imponerende dårlig landing. Vi kom lidt hårdt ned, hvilket resulterede i at flyet hoppede, så vi fik “fornøjelsen” af endnu en landing. Det virkede lidt voldsomt, men ude hos piloterne er det nok bare blevet til et “ups” og lidt grinen. Derefter var flyvetur nummer 12 her på turen overstået – så nu mangler vi kun to (Bangkok-Frankfurt og Frankfurt-København).

Nu er klokken efterhånden blevet mange, så det er ved at være tid til at gå i seng. De sidste to dage her i Bangkok (og af vores tur) skal bruges effektivt på shopping – og så mangler vi også at krydse et par enkelte ting af på vores “det må vi bare se”-liste.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.