Regn i Rio

Efter tre dage med heldagsregn, er vi efterhånden ikke helt så overraskede over, at der er så frodigt her i Rio. Til gengæld er vi ved at løbe tør for idéer til, hvad vi kan lave – til trods for vi ikke engang har set de tre største attraktioner: Kristusfiguren, Sukkertoppen og Copacabana (sådan må nærmere hold med sol og masser af mennesker). Heldigvis er der jo noget tid under karnevalet, selv om det jo så bliver sammen med en masse andre turister.

Alle har jo et billede af, hvordan der ser ud på Copacabana – masser af solbrændte mennesker, beachvolley og sol fra en skyfri himmel. Men det Copacabana, vi har set indtil nu, kan ikke være meget længere fra. Heldigvis ser det ikke ud til at påvirke de lokale sælgere og restaurantejere, som jo ellers må lide hårdt under vejret. Her er stadig plads til smil, og det dårlige vejr forhindrer dem da heller ikke i at stå udenfor restauranterne og prøve at skaffe kunder. Nu foregår det bare under en paraply.

Normalt gider vi ikke rigtig gå ind de steder, hvor de står og råber efter én, men i forgårs lod vi os lokke af en hyggelig, ældre tjener til at gå ind og få en øl på hans restaurant. Vi beder om to øl, men får i stedet en isspand med fire øl. Helt klart et salgstricks til at sælge mere, og han når da også at åbne en tredje øl, inden vi får set os om. Men det gør nu ikke så meget, for vi morer os meget godt. Tjeneren kan ikke mange ord engelsk, så i stedet snakker han portugisisk til os, der jo ikke er vores stærke side. Derfor forstår vi heller ikke meget, men da der kommer et krydstogtskib forbi, siger han ”mucho grande”. Og det forstår vi, hvilket resulterer i, at han bliver ved med at gentage det igen og igen. Da vi er ved at forlade stedet, når han også lige at få svar på, hvor mange ”bambinoer”, vi har.

Da vi vågnede i går morges var vejret faktisk lidt bedre. Det var stadig overskyet, men meget lysere – og vigtigst af alt – det regnede ikke. Så vi pakkede hurtigt vores ting, og lod regnjakken ligge på hotellett. Vi havde dog kun lige sat os ind i taxaen og var på vej mod den botaniske have, før regnen igen startede – og derfra blev det faktisk kun værre, så begrebet ”regnskov” fik desværre en helt ny betydning. Derfor valgte vi da også at bruge resten af eftermiddagen på værelset med kortspil.

I går aftes holdt det så faktisk op med at regne, så vi besluttede os for at gå en tur langs Copacabana. Pludselig var der også meget mere liv (dog uden det nærmer sig det der er, hvis vejret er godt). På stranden blev der spillet beachvolleyball og foldbold – og sælgerne var også kommet frem igen. Det sidste skal man vænne sig til igen. Nu har vi jo prøvet det før på vores andre rejser, men det er nu aldrig sjovt at se de sølle eksistenser, som må leve af at sælge nødder, pudse sko osv. Heldigvis tager de fleste det med et smil – det må jo ligge til deres mentalitet.

Vejrudsigten for i dag (set fra et hotelvindue), ser ud til at være noget i stil med ”overskyet og muligheder for lidt regn. Muligvis mere udbredt regn i løbet af dagen”. Forhåbentlig kan man tilføje ”Eventuelt muligheder for lidt sol” – men det er måske lidt for optimistisk at håbe på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *