“The Road to Mandalay” – og tilbage igen

Denne gang kommer mailen så fra hotellets såkaldte Business Center – nærmere betegnet et lille skur ude foran hotellet.

Den sidste dag i Inle Lake blev brugt i hotellets have. Umiddelbart lignede det bare en dag med lidt læsning og kortspil, men de lavede de lokale børn om på. Det startede med at vi gav dem et par bolcher og inden vi fik set os om, kom der flere. Da det ikke kunne blive ved, fandt vi på at lave papirsflyvere i stedet – og det var de vilde med. De skulle jo alle sammen ha’ en, så der blev masseproduceret. Det er vist ikke så tit, at de voksne leger med børnene.

Vi er nu kommet til Mandalay, hvilket ikke var en helt lille tur. Da Kipling (vist nok ham med Junglebogen) havde han aldrig taget turen i virkeligheden – og det skal han være glad for. For den tager noget tid – også selv om man flyver.

Det startede med at vores taxachauffør kom en time for tidligt (sjovt at de ikke bare kan komme til tiden). For at være i god tid, havde vi beregnet to timer til lufthavnen. Men efter en times kørsel af meget dårlige veje med kæmpe huller i asfalten (chaufføren foretrak at køre ude i gruset), nåede vi lufthavnen – 3,5 time før afgang. Men ventetiden blev nu ganske underholdende for pludselig kom en hel flok turister. De fleste var turister, og meget dårligt klædt – der i blandt et par med ens skjorter på og en solskoldet mand med skriggul t-shirt og sort/hvide spraglede bukser. Det bedste var dog to ældre, amerikanske kvinder, der lige mente at ventetiden kunne bruges til lidt powerwalking i ventesalen. Og den var vel at mærke ikke større end en normal ventesal på en gennemsnitlig dansk togstation. Fuldstændig sindssygt – men meget sjovt at se på.

Selv flyveturen tog 25 minutter (så det var ikke der vi brugte vores tid), og ventetiden på bagage var nogenlunde den samme. Fra lufthavnen tog vi en taxa, og det må ha’ været byens dårligste, for vi kørte meget langsomt og blev hele tiden overhalet. Hvor hurtigt vi kørte er ikke helt til at sige, for speedometeret virkede ikke. Men til sidst kom vi da frem.

Vi havde besluttet os for at bo på “Dream Hotel”, men det var absolut ikke en drøm. Dårlig service, ingen smil, nedslidt værelse og ualmindelig ringe morgenmad, så allerede næste dag checkede vi ud.

I går så vi de vigtige seværdigheder. Først fortet og derefter Mandalay Hill. De sidste sted var der en del munke, der ville snakke, så man var helt ør i hovedet til sidst. I mellem de forskellige steder tog vi cykeltaxaer. Man får helt ondt af de stakkels mennesker når de knokler af sted med os på cyklen.

Om aftenen var vi til dukketeatershow – meget spændende, men utroligt man ikke kan slippe for irriterende turister. I går var de er par amerikanske, som startede med at komme for sent, for derefter højlydt at kommentere hele forestillingen – når manden da ikke rejste sig voldsomt op for at tage billeder.

I dag har vi været på endnu et marked – men denne gang et meget lokalt uden turister. Så i stedet for små håndskårne elefanter og vævede saronger, var der kød og frugt (tilsat en stor mængde fluer) – ret sjovt at opleve. Bagefter gik vi et godt stykke ned til floden. Alle steder hilser folk og smiler til os. Hvis vi havde en krone for hver gang vi havde sagt “hello” og vinket, så havde vi været meget rige. Men det er rigtig dejligt, at folk er så venlige. Selv cykeltaxa-chauførerne er hjælpsomme med at vise vej – også selv om vi ikke skal køres.

I morgen er det så tilbage til Thailand. Først flyver vi tilbage til Yangon og derfra til Bagkok. Det er også ved at være på tide at komme af sted, for vi har efterhånden ikke mange dollars tilbage – og her i landet er Visa-kort og rejsechecks ubrugelige.