Tilbage i det 21. århundrede
Så er vi tilbage i Bangkok, hvor alt det med internettet går lidt nemmere. Det betyder også, at vi igen kan modtage og svare på mails igen (hvilket nogle af jer jo kan se, når I åbner jeres mails).
I det hele taget er der en kæmpe kontrast imellem Bangkok og Myanmar. Når man lander i Bangkoks lufthavn sætter man uret en 30 minutter frem, men det virker nærmere som om, man er rejst 30 år frem i tiden. Overalt er der lys (der er åbenbart ikke mangel på strøm, som der var mange steder i Myanmar), og det hele fungerer meget mere moderne (måske lige bortset fra paskontrollen, som sjovt nok tog noget kortere tid i Myanmar).
Men det er nu rart nok at være tilbage i Bangkok med alle de moderne bekvemligheder. Men man savner allerede burmesernes venlighed. Det er muligt nogle siger, at Thailand er smilets land – men så har de aldrig været i Myanmar.
Myanmar er et fantastisk land. En ting er kulturen og alle de flotte bygningsværker, men den største oplevelse er befolkningen (det kan ikke siges for tit). Hjælpsomme, smilende og venlige – man savner allerede det med at gå og hilse på alle.
Afrejsen i går morges var meget tidligt. Vi måtte op allerede kl. 5.45 (ja, jeg ved godt, at der faktisk er nogle der står op så tidligt hver dag – men for os er det altså tidligt). Efter en hurtig morgenmad var det af sted mod lufthavnen, hvor check-in var allerede var 7.30.
Det er desværre ikke muligt at flyve direkte fra Mandalay til Bangkok, så derfor måtte vi tage et tidligt fly for at være sikre på at kunne nå vores forbindelse videre fra Yangon til Bangkok. Det betød også en ventetid i Yangons lufthavn på seks timer.
Meget hurtigt faldt vi dog i snak med en familie (som altid var det dem, som henvendte sig). De var i lufthavnen for at sige farvel til deres datter, som bor i England (og kun er tilbage i ca. to uger hver 3. år).
De vist sig at være et interessant bekendtskab. Manden er en kendt forfatter i Myanmar, som skriver om alt fra børneopdragelse til religion og politik. Konen var advokat og skrev samtidig lidt. Begge var meget kritiske overfor militærstyret, hvilket de ikke tøvede med at fortælle os. Vi var en smule bekymret over det, da vi sad i lufthavnsbygningen (hvor der jo er mange, som kan høre med) – ikke pga. vores egen sikkerhed (turister sker der aldrig noget med), men fordi vi havde læst, at befolkningen kan komme i alvorlige problemer, hvis de snakker politik med fremmede. men som konen sagde, så var de for kendte til at man turde anholde dem.
Man kunne ønske sig, at der var nogle flere som fik mulighed for at snakke med sådan nogle som dem. Det er så dejligt nemt at sidde i en eller anden “Boykot Burma”-organisation og spille klog (sjovt nok er der ikke så mange “Boykot Tyrkiet” eller “Boykot Kina” organisationer, hvor der helt sikker også sker brud på menneskerettighederne). Personerne i militærstyret lever nok fint uden turisternes penge, men en gennemsnitlig månedsløn er på 10.000 Kyat (ca. 750 kr.) – og så betyder 1000 Kyat, som en turist typisk lægger for en taxacykeltur altså en hel del for dem. Samtidig gør turisternes tilstedeværelse også, at militæret ikke kan tillade sig hvad som helst. Faktisk så vi meget lidt militær. Og ja, der er steder hvor turisterne ikke må komme – men i det mindste har folk det rimeligt, der hvor de er.
Da familien skulle videre, købte konen en flaske vand og en lille træfigur til os – et typisk eksempel på burmeserne, og en god slutning på vores to uger i Myanmar.
Endelig nåede vi Bangkok. Derfra tog vi lufthavnsbussen til vores hotel. Først kom vi dog lige med den interne lufthavns-shuttle-bus (sådan kan det jo gå, når det går lidt hurtigt). Men nu ved vi da hvor indenrigsterminalen er (ca. 5 minutters buskørsel fra udenrigs, hvis nogle skulle være interesseret).
Da vi kom frem til vores hotel, var værelset ikke helt klar, men efter en halv time (og en gratis drink på tagbaren) kunne vi endelig smide vores rygsække igen – 15 timer efter vi forlod vores værelse i Mandalay. Men sikke et værelse vi har fået. Det er et normalt værelse til 50 dollars (samme pris på alle værelser på hotellet), men vi har vist været heldige. Der er to rum – det ene med lille køkken (dog uden service), sofa og TV, og et andet med seng, skabe og endnu et TV. Det er nu lækkert at have et ordentlig sted at trække sig tilbage, når man kommer træt hjem efter en tur i storbyen.
Resten af dagen skal vi ha’ ordnet nogle praktiske ting. Efter to uger er der en del ting, vi skal have købt os. Det er nu dejligt nemt, når man bare kan gå ind i Seven-11 eller et stormagasin i stedet for at skulle på markedet. Men mon ikke også der bliver tid til lidt afslapning ved hotellets pool på 20. etage (med udsigt ud over Bangkok) – her er jo trods alt i omegnen af 30 grader.
Og aftensmaden bliver sandsynligvis på Pizza Hut. Efter to uger med stegte ris en stor del af tiden, trænger man godt nok til en pizza.