Verdens (for det meste) gladeste sted
De sidste to dage har budt på en lang dag på de californiske motorveje og en endnu længere dag i Disneyland.
I forgårs forlod vi San Francisco. Vi følte, at vi havde fået set, hvad vi skulle – selvom vi sagtens kunne have haft brugt et par dage mere. Men der var ikke rigtig tid til det.
Inden vi helt forlod byen, skulle vi lige en tur ned ad ”Verdens mest krogede gade” i bil, der lå meget tæt på hotellet. Det var underholdende nok, men ikke den store bilmæssige udfordring.
Fra San Francisco tog vi motorvejen mod Los Angeles. Vi havde valgt ”Highway 5” denne gang, da den var væsentlig mere direkte. Til gengæld var landskabet ikke specielt spektakulært – fladt, tørt og kedeligt.
Men vi kom hurtigt fremad, og de eneste forhindringer var amerikanernes manglende lyst til at trække ind samt de mange lastbiler, der sjovt nok altid skulle overhale hinanden op ad bakke.
Efter små seks timer kørsel nåede vi Los Angeles. Der skulle vi så bare ”lige” igennem og så godt 50 kilometer videre til Disneyland sydpå.
Desværre ramte vi byen på det værste tidspunkt omkring 16.30, hvor alle forlader deres arbejdsplader inde i byen og kører mod forstæderne. Så de næste 30 kilometer kørte vi med i gennemsnit 15-20 kilometer i timen – ikke lige hvad vi havde mest lyst til efter en lang dag i bil.
Efter godt otte timers kørsel nåede vi området omkring Disneyland, og så skulle vi igen bare ”lige” finde et hotel. Men det var ikke så nemt, for der var fyldt alle steder. I fjerde forsøg (hvor vi efterhånden var ved at være desperate) havde de plads. Her fik vi et lækkert værelse med både dagligstue og soveværelse (med et tv hvert sted). Til gengæld var prisen også 100 dollars – men det koster det alle steder her i området.
Da vi skulle tidligt op og i Disneyland næste dag, gik vi også tidligt i seng. Det skulle vores overboer desværre ikke, så de larmede til et godt stykke over midnat – hvorved vi ikke kunne sove.
I går morges havde vi sat vækkeuret til klokken 7.30 for at komme af sted i ordentlig tid. Det var nu ikke nødvendigt – børnefamilierne med skrigende unger og kommanderende forældre sørgede for at vække os i god tid før.
Efter en hurtig morgenmad gik vi fra vores hotel mod Disneyland – sammen med mange hundrede andre. Det var en ren folkevandring af børnefamilier, som nærmest løb for at være først. I det hele taget følte vi os lidt udenfor ved ikke at medbringe mindste to hylende unger og det samme antal klapvogne.
Vi nåede frem til indgangen lige efter åbningstid – lidt over ni. Billetten havde vi købt på forhånd, men det havde nu ikke været nødvendigt – der var endnu ikke kommet kø.
For at få lidt overblik tog vi først en tur rundt med toget i parken, hvorefter vi tog turen ned ad hovedgaden. Her lå der butikker på begge sider, der solgte souvenir – faktisk i en god kvalitet. Vi fik da også købt nogle ting med hjem.
Det første vi prøvede var en Peter Pan forlystelse. Efter at have stået i kø i et godt stykke tid, ”fløj” vi lidt rundt i en vogn i ”Neverland” (Michael Jackson var nu ikke at se) – og det var det.
Men det skulle blive værre. Ved ”Roger Rabbit spindende biler” stod der et skilt med 35 minutters kø – hvilket var ok, så vi stillede os i kø. Langsomt sneglede køens sig af sted – ind gennem en bygning, hvor man ikke kunne se længden. Efter en time nåede vi frem til vognene, hvorefter vi kørte i tre minutter – og så fik vi ikke mere for den 25 øre.
For at undgå de lange køer har Disneyland lavet noget de kalder ”Fast Pas” til nogle af forlystelserne. Her kan man trække en billet med et tidspunkt og komme tilbage senere – på papiret meget smart.
Men det virkede bare ikke efter hensigten. Ved de snurrende biler virkede automaten ikke, og da vi klokken 14 ville tage en billet ved en anden forlystelse, var tidspunktet vi kunne få til klokken 21 – syv timer senere. Så hvis man ikke havde taget en billet om morgenen, kunne det næsten være lige meget. Problemet er, at folk trækker en billet – hvorefter de ikke bruger den.
Til gengæld kunne vi så stå i de lange køer og se folk, som havde taget en billet i tide, drøne forbi os – ret provokerende, når systemet ikke var brugbart for alle.
Samtidig er Disneyland ikke så gode til at vedligeholde deres forlystelser. Fire steder hvor vi kom forbi, var forlystelserne midlertidigt lukkede på grund af mekaniske problemer. Et sted, hvor vi fik en cola, hørte vi over højtaleren at folk skulle forlade forlystelsen, fordi den var gået i stykker. Personligt var vi nok blevet ret bitre, hvis vi havde ventet i en time – og så ikke kunne komme til.
En mere forudsigelig ting var priserne på mad og drikke. En cola kostede 15 kroner (hvilket er dyrt herovre) og en sandwich godt 40 kroner – til gengæld var udvalget stort. En underlig ting var, at lige gyldigt hvad man købte (sandwich eller hotdog), fik man en pose chips med. Der er ikke noget at sige til, at der er så mange kraftigt overvægtige (læs: enormt fede) amerikanere.
Men efter den lidt dårlige start blev Disneyland bedre. Ved den tredje forlystelse (en bådtur, hvor børn fra hele verden synger den samme, glade sang på deres eget sprog) var der kun ti minutters kø og turen tog nogenlunde det samme.
I det hele taget vænnede man sig til at stå i kø. De fleste steder var det godt en halv time, men så oplevede vi også nogle sjove forlystelser – en Star Wars flyvetur, en tur med Indiana Jones, en Buzz Lightyear skydekonkurrence, et 3D show (med luft- og vandeffekter) og et spøgelseshus. Det eneste vi manglede lidt var nogle vildere forlystelser – men det er jo først og fremmest et sted for børn.
Når vi ikke stod i kø, gik vi rundt og kiggede på de mange Disneysteder. Her var det sjoveste ”Mickeys Tegneserieby” – med Chip og Chaps træ, Anders Ands båd og Fedtmules hus – inklusiv de tilhørende figurer.
Det bedste var nu alligevel parkens shows. Der kommer de virkelig op med noget ekstraordinært.
Først så vi den klassiske parade – og selvom det ikke ligefrem kunne måle sig med karnevalet i Rio, var det flot. Her kørte alle Disneyfigurerne rundt på store vogne med udklædte, dansende mænd og kvinder omkring.
Vi var kommet i god tid – hvilket ikke alle kunne finde ud af – så der var nogle desperate forældre, som prøvede at finde en god plads til deres børn.
Endnu flottere var fyrværkeriet over parken – her kunne Tivoli lære noget. Ud over nogle spektakulære raketter i blandt andet hjerteform, blev det hele millimeterpræcist kombineret med lyd og lys.
Alligevel var det det sidste show, der for alvor tog kegler. Nede på søen blev der opført et laser-, lys- og lydshow, der forestillede Mickey Mouses drøm. Her sejlede virkelige skibe med alle karaktererne fra Disney rundt, der blev skudt fyrværkeri af, brugt laser og søen blev sat i flammer. Men det mest imponerende var alligevel de to kæmpe springvand med forstøvet vand, der dannede lærredet for filmfremvisning af tegnefilm. Dette var en super måde at slutte dagen af på.
Efter showet skulle vi endnu engang bare ”lige” hjem – en tur der burde tage ti minutter. Desværre fik vi gået den forkerte vej, og inden vi fik set os om, anede vi ikke hvor vi var. Da vi endelig kom på sporet igen, havde vi gået en times tid rundt om parken, over en motorvejsbro og tilbage igen – ikke lige det vi havde mest lyst til efter en lang dag.
Godt 15 timer efter vi var taget af sted, nåede vi tilbage til vores hotel. Til gengæld havde vi så også stort set været i Disneyland fra de åbnede til de lukkede.
Her til morgen er vi så endnu engang blevet vækket af et nyt hold børnefamilier med nye skrigende unger og kommanderende forældre. Forhåbentlig finder vi et lidt mere stille sted i aften. Hvor det bliver, ved vi endnu ikke – det skal vi først til at finde ud af nu.